Aarsleff fik vintervækst

Entreprenørens halvårsregnskab fra oktober til marts viser både voksende omsætning og forbedret resultat i forhold til perioden året før.
Per Aarsleff A/S har fremlagt et halvårsregnskab med stigning i både omsætning og resultat før skat. Foto. Per Aarsleff A/S.
Per Aarsleff A/S har fremlagt et halvårsregnskab med stigning i både omsætning og resultat før skat. Foto. Per Aarsleff A/S.

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff A/S har i det netop offentliggjorte halvårsregnskab – fra 1. oktober til 31. marts – slået fast, at der fortsat er styr på tingene hos en af landets største entreprenører.

Resultatet før skat steg i perioden til 117 mio. kr. mod 84 mio. kr. sidste år. Også omsætningen fik et pænt nøk i opadgående retning fra 3,5 mia. kr. i regnskabet sidste år til 3,8 mia. kr. for det seneste halvår.

I de tre underdivisioner er det “Anlæg”, der fører an med et resultat på 72 mio. kr. – båret af en pæn omsætningsstigning i Danmark. For divisionen “Fundering” blev resultatet også bedre end sidste år, men dog lidt mindre end forventningen.

Forventning fastholdes

Den største skuffelse henføres til “Rørteknik”, som blot præsterede et resultat på 27 mio. kr. mod 39 mio. sidste år.

Alt i alt må det dog være en tilfreds administrerende direktør, Ebbe Malte Iversen, der har fremlagt halvårsregnskabet for bestyrelsen. Selskabet fastholder derfor forventningen om et resultat før skat på 260 mio. kr. for hele regnskabsåret, der slutter 30. september.

Relateret indhold