Aalborg Portland tæt på 13 milliarder: Gør klar til store miljøinvesteringer

Høj inflation, stigende renter og øgede energipriser førte til et dalende dansk aktivitetsniveau i byggeriet i 2022. Med en stigende global indtjening opnåede koncernen dog et resultat, der levede op til forventningerne.
APH-koncernen omsatte i 2022 for over 12,8 milliarder kroner.
APH-koncernen omsatte i 2022 for over 12,8 milliarder kroner.

I det netop offentliggjorte årsregnskab for 2022 fremgår det, at en af verdens førende leverandører af byggematerialer, Aalborg Portland Holding, opnåede en omsætning på 12,8 mia. kroner og et resultat på 1,6 mia. kroner før renter og skat (EBIT), hvilket er ca. samme niveau som 2021.

Læs også: “Yderst tilfreds”: Trækoncern løfter toppen 10 pct. – nærmer sig 1 milliard

Aalborg Portland Holding har cement-, råstof- og betonvirksomheder i 18 lande, blandt andet Norden, Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia og Kina.

Koncernen opnåede generelt god vækst i forretningsenhederne rundt om i verden, hvor kun aktiviteterne i Malaysia og Kina oplevede en negativ resultatudvikling.

Dalende aktivitet i Danmark

I Norden førte de makroøkonomiske forhold med høj inflation, stigende renter og øgede energipriser til et dalende aktivitetsniveau i byggeindustrien i Danmark og Sverige, mens Norge fastholdt væksten primært grundet større infrastrukturprojekter.

– 2022 var et turbulent år på flere fronter, og de makroøkonomiske forhold – som også vil kaste skygger ind i de kommende år – fik direkte indvirkning på byggeaktiviteten i blandt andet Danmark, mens vi selv oplevede eksplosivt stigende omkostninger til energi, råmaterialer og logistik, siger CFO Henrik Jeppesen fra Aalborg Portland Holding, der har over 3.000 medarbejdere, heraf 783 i Danmark.

Godt rustet til roadmap-plan

– Samlet set opnåede vi i 2022 et resultat, der levede op til forventningerne med en stigende global indtjening og en fortsat sund økonomi. Koncernen står derfor godt rustet til at løfte vores roadmap-plan 2030, der blandt andet indebærer en 73 % reduktion af vores nuværende CO2-udledning i Danmark, siger Henrik Jeppesen.

Aalborg Portland Holding har siden 2004 været ejet af Cementir Holding N.V., en international leverandør af cement og beton, som er noteret på Euronext Milan.

Læs også: I plus på 3 år: “Crowdlending er kommet for at blive”

Koncernen betalte ca. 312 millioner kroner i selskabsskat i de lande, hvor den har aktiviteter. Heraf lægges en betydelig andel på ca. 170 mio. kroner i Danmark, og det placerer Aalborg Portland Holding blandt landets største skattebetalende selskaber.

Relateret indhold