Aalborg Portland øger toplinjen med milliardbeløb

Aalborg Portland Holding A/S har offentliggjort et regnskab, hvor de kan fremvise en omsætningsvækst på næsten 1,6 milliarder kroner.
Pressefoto: Aalborg Portland.
Pressefoto: Aalborg Portland.

Aalborg Portland Holdings nøgletal

  • Tal er i millioner kroner.
  • Nettoomsætning: 8.482 (6.893 i 2016)
  • Resultat før renter og skat (EBIT): 1.067 (1.027 i 2016)
  • Egenkapital: 5.833 (5.719 i 2016)
  • Rentebærende gæld: 1.379 (1.799 i 2016)
  • Aalborg Portland Holding har 2.939 ansatte, heraf 735 i Danmark

Aalborg Portland Holding-koncernen, der blandt andet har Aalborg Portland A/S og Unicon A/S, har haft en solid vækst i 2017 på trods af svære forhold i Tyrkiet og Egypten.

Det skriver Aalborg Portland i en pressemeddelelse.

Vi har gennem en god balancering mellem investeringer og global spredning af risici også kunnet kompensere for den stride modvind, koncernen har været ramt af på en række vigtige valutaer i det forgangne år,

Henning Bæk, CFO i Aalborg Portland Holding A/S

Koncernen har haft stor vækst i Norden, Frankrig og Benelux, og det er resulteret i en omsætning på 8.482 millioner kroner. Det er en stigning på 23 procent sammenlignet med året før.

Samtidig var der en mindre stigning i resultatet før renter og skat fra 1.029 millioner kroner i 2016 til 1.067 millioner kroner i 2017.

– Vi er glade for at kunne aflægge et samlet set tilfredsstillende regnskab, og vi er samtidig meget stolte over, at vi for ottende år i træk oplever fremgang i både omsætning og aktivitetsniveau. Væksten på det nordiske marked fortsatte i 2017, hvor de tre skandinaviske lande bidrog positivt til udviklingen. Derudover oplevede vi også fremgang i Belgien, Kina og USA, mens vi så en tilbagegang på vækstmarkederne i Tyrkiet, Egypten og Malaysia, forklarer CFO Henning Bæk fra Aalborg Portland Holding.

Store investeringer

Aalborg Portland har været ude på noget af en indkøbstur. Den belgiske cementkoncern Compagnie des Ciments Belges S.A. blev erhvevet i efteråret 2016. Det er således det første fulde år, hvor den belgiske erhvervelse kunne bidrage til finanserne i alle fire kvartaler.

Det gjorde de med en omsætning på omtrent 1,7 milliarder kroner.

– Omsætningen og resultaterne fra CCB bidrager markant til vores indtjening i 2017, og den store stigning på toplinjen er derfor i høj grad båret frem af erhvervelsen af CCB, der for første gang indgik i koncernens regnskab på helårsbasis i 2017, fortæller Henning Bæk.

Ydermere har Aalborg Portland Holding Koncernen den 29. marts 2018 øget sin ejerandel i Lehigh White Cement Company i USA med yderligere 38,75 procent til en samlet ejerandel på 63,25 procent. En investering på USD 107 millioner svarende til cirka 650 millioner kroner.

Relateret indhold