7.x i mesterlære på eget skolebyggeri: Det her bør hele branchen tage til sig

En klasse fra Amagerbro Skole har selv været med til at bygge og male på skolen. Hele branchen bør tage den slags projekter til sig, mener Anders Sørensen, forretningsudvikler hos E&P.
Elever fra 7.x på Skolen på Amagerbro i København har selv deltaget i renovering af deres skole gennem projektet Kloge Hænder, som skal få flere unge til at fælge en erhvervsuddannelse. Foto: Louise Gregersen
Elever fra 7.x på Skolen på Amagerbro i København har selv deltaget i renovering af deres skole gennem projektet Kloge Hænder, som skal få flere unge til at fælge en erhvervsuddannelse. Foto: Louise Gregersen

– Det her har vi malet. Vi har selv fundet på mønstret og været kreative.

Sådan fortæller tre af eleverne fra 7.x om deres projekt i skolegården på Skolen på Amagerbro.

Når eleverne har en gang med vores lærlinge en hel uge, hvor de går sammen med dem og har mulighed for at stille spørgsmål, så er det dét, der rykker

Anders Sørensen, Enemærke og Petersen

En platform af terrassebrædder er lagt rundt om to træer, der er malet i iøjenfaldende pangfarver, der lyser skolegården op. Det er eleverne, der selv både har lagt terrassebrædderne og malet træerne. Også en atriumgård har fået nyt udseende.

Projektet hedder Kloge Hænder, er finansieret af Jyske Bank og det er lærlinge og mestre fra entreprenøren Enemærke & Petersen, der har arbejdet på projektet sammen med eleverne. Formålet med projektet er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse set i lyset af, at vi allerede mangler faglærte og kommer til at mangle i stor stil. En prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2016 siger, at vi i 2025 kommer til at mangle 70.000 faglærte.

Eleverne har sammen med lærlinge fra Enemærke og Petersen stået for at lægge terrassebrædder og male. De har også renoveret en atriumgård på skolen. Foto: Louise Gregersen
Eleverne har sammen med lærlinge fra Enemærke og Petersen stået for at lægge terrassebrædder og male. De har også renoveret en atriumgård på skolen. Foto: Louise Gregersen

Penge i håndværkere

Og det giver mening for Jyske Bank at sætte sådan et projekt igang. Det forklarer Lene Hjorth, der er funktionsdirektør for IR og Bæredygtighed i Jyske Bank.

– Vi ønsker at tage et samfundsansvar, og for os er det nærliggende at involvere os i projekter omkring byggeri og det bebyggede miljø, fordi det er også der, vi gerne vil være finansielt. Altså der hvor vi gerne vil finansiere lån til renovering og til byudvikling og erhvervslivet, siger hun og uddyber:

– Når man gerne vil finansiere huse, hvis der så for fremtiden ikke er nogle der kan bygge dem, hvad skal vi så gøre? Derfor skal vi have flere til at vælge håndværksfagene, og vi tror på, de unge bliver engagerede ved at være med til at lave noget der, hvor de er i deres hverdag, lyder det.

Win-win for E&P

Eleverne har i en uge været under vejledning fra to af Enemærke & Petersens ansatte, henholdsvis en malerlærling og en tømrerlærling. Det mener Anders Sørensen, forretningsudvikler hos Enemærke & Petersen, giver noget til både virksomhedens lærlinge og til eleverne.

– Når eleverne har en gang med vores lærlinge en hel uge, hvor de går sammen med dem og har mulighed for at stille spørgsmål, så er det dét, der rykker. Det er dét, der gør, at der er flere, der vælger de her uddannelser, siger han og fortsætter:

– Samtidig får vores lærlinge mulighed for at formidle deres fag, og hvor de til hverdag er dem, der skal lære, kan de her lære fra sig. Så der er rigtig mange spændende perspektiver i det, siger han.

Anders Sørensen er forretningsudvikler hos Enemærke og Petersen, og han opfordrer flere i branchen til at tage lignende projekter til sig og tage et samfundsansvar. Foto: Louise Gregersen
Anders Sørensen er forretningsudvikler hos Enemærke og Petersen, og han opfordrer flere i branchen til at tage lignende projekter til sig og tage et samfundsansvar. Foto: Louise Gregersen

Håndværk er mange ting

Til elevernes fernisering flyver det om dem med rosende ord fra de fremmødte.

– I skal være rigtig stolte af jer selv, lød det fra Sofie Seidenfaden (S), børne- og ungdomsordfører og medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

– Det er jer, der har været helt fantastiske, engagerede og dygtige, sagde Lene Hjorth fra Jyske Bank.

Også dommer i Nybyggerne på TV2 og projekteringsleder hos Kant Arkitekter og partnerskabet Trust, Ask Abildgaard var med til ferniseringen. Han havde et særligt budskab til de unge.

– I morges klokken syv, der stod jeg og støbte gulv hjemme i min lejlighed, som jeg er ved at renovere. Og bagefter var det på med en skjorte og jakke og herud til jer. Det at være håndværker er mange ting. Det kan også være at have en skjorte og jakke på og snakke byggeri med en entreprenør, sagde han til eleverne.

Ask Abildgaard fra Kant Arkitekter og kendt som dommer i Nybyggerne på TV2, oprindeligt uddannet tømrer, fortalte eleverne om, at der er mange måder at være håndværker på. Foto: Louise Gregersen
Ask Abildgaard fra Kant Arkitekter og kendt som dommer i Nybyggerne på TV2, oprindeligt uddannet tømrer, fortalte eleverne om, at der er mange måder at være håndværker på. Foto: Louise Gregersen

Hele branchen skal med

Det er ikke første gang, at Kloge Hænder sætter skoleelever i sving, men fjerde, mens det er anden gang Enemærke & Petersen deltager i projektet. Ifølge Lene Hjorth fra Jyske Bank var målet, at tre elever efter projekterne endte med at vælge en håndværksuddannelse, hvor de nu er oppe på syv elever, der har valgt den vej.

Anders Sørensen håber, at der vil komme mange flere lignende projekter fremover. Han mener, alle bør tage et samfundsansvar på samme måde, og virksomhedens størrelse er ikke er en hindring, mener han.

– Nogle af de andre projekter, der har været med i Kloge Hænder, har været af en anden størrelse. Så det argument med, at det kun er for entreprenører af en vis størrelse at være med, den køber jeg ikke. Det handler om at kaste sig ud i det, siger han.

Han arbejder i øjeblikket på, om konceptet kan udbredes. Flere af de andre samarbejdspartnere håber også på, at det kan tages op på politisk plan. Indtil da mener Anders Sørensen, at branchen bør stå sammen om ansvaret.

– Det er ikke gjort med, at vi har fem syvendeklasser om året, men det er gjort, hvis hele branchen tager det til sig, og det er noget af det, jeg vil arbejde for. Kan vi lave en version, som ressourcemæssigt er til at overskue, så skal vi have det ud til andre. Jeg tror, det kan gøre en kæmpe forskel, siger han.

Udover Jyske Bank, Københavns Kommune og Enemærke og Petersen har også Stark været med i projektet, hvor de har sponsoreret materialer.

Relateret indhold