Projektet ‘EFFEKTIV ENERGI’ har vist et besparelsespotentiale på op til 25 pct. af energiforbruget i fynske virksomheder med investering i energibesparende tiltag. Det drejer sig om tiltag inden for effektivisering af belysning, ventilation, isolering og bygningsautomatik, skriver Udvikling Fyn.
Som led i indsatsen om at fremme energieffektive tiltag har man i Udvikling Fyn noteret, at virksomheder er mere tilbøjelige til at implementere energibesparelser på baggrund af en uvildig energiscreening samt en rapport om konkrete energitiltag og hjælp til beslutningsprocessen.
Vi vil lave en ny model, som bygger på disse erfaringer, og derfor etableres der lige nu en ny partnerkreds.
Palle Mathiasen Projektleder, Udvikling Fyn
– Vi vil lave en ny model, som bygger på disse erfaringer, og derfor etableres der lige nu en ny partnerkreds med de fynske energiselskaber samt de leverandører af produkter og services, som ønsker at gå med i et samarbejde omkring indsatsen, skriver Palle Mathiasen, Projektleder, Udvikling Fyn.
Smartere energiforbrug
Af Udvikling Fyn fremgår det, at mange virksomheder, produktions- og lagerhaller kan opnå besparelser på op til 82 pct. af elregningen ved at ændre belysningen fra lysstofrør til mere energieffektiv belysning.
Ligeledes kan automatisering af pumpe-, kedel-, ventilations- og varmeanlæg sikre et optimalt energiforbrug. Et yderligere indsatsområde er lækagesøgningen på trykluftkompressorer, da 95 pct. af energiforbruget hertil ofte viser sig at skyldes lækager i systemet, skriver Udvikling Fyn.
Man promoverer salg af overskudsvarme til den lokale fjernvarmeforsyning for at undgå spild. Det opfordres ligeledes at involvere medarbejdere i energieffektiviseringen, da adfærdsændringer kan give store besparelser.