Fugt- og skimmelramte boliger og boliger, som det er svært at varme op, har ikke kun kedelige konsekvenser for beboerne. De overordnede omkostninger for de europæiske regeringer og samfund i relation til to af de mange sygdomme, der forbindes med fugtramte leveforhold – astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) – løber op i hele 82 milliarder euro om året. Det oplyser Velux Gruppen i forbindelse med udgivelsen af Healthy Homes Barometer 2017, der undersøger sundhedseffekterne på tværs af Europa, omkostningerne for samfundet og metoder til at løse problemerne.
Store følgevirkninger
Blandt undersøgelsens resultater er, at europæere, der lever i fugtige og skimmelramte bygninger rapporterer mere end halvanden gang oftere om problemer med helbredet og har 40 procent større risiko for at lide af astma end personer i bygninger, der ikke er berørte. Samtidig rapporterer europæere, der er ramt af energifattigdom og derfor ikke er i stand til at holde sin bolig varm og komfortabel om vinteren, at de dobbelt så ofte lider af dårligt helbred, og tre gange så ofte oplever fugt i deres bolig.
– Vi ved rent instinktivt, at det er dårligt for vores helbred at leve i fugtige omgivelser. Denne undersøgelse viser, i hvilken udstrækning europæere lider på grund af deres boligforhold – og også de voldsomme økonomiske følgevirkninger, der opstår for samfundet, når vi undlader at løfte standarden for den aldrende europæiske bygningsmasse, siger Michael K. Rasmussen, Senior VP, Brand, i Velux Gruppen.
Sundhedsfremmende renovering
En løsning er ifølge Velux at modernisere Europas eksisterende bygninger ved hjælp af energieffektive og sundhedsfremmende renoveringsprojekter. Sådanne projekter vil ifølge Velux ikke blot føre til en bedre helbredstilstand, reducere samfundsomkostningerne og reducere udledningen af CO2. De vil også kunne fungere som en katalysator for de europæiske økonomier. Healthy Homes Barometer 2017 går skridtet videre og undersøger mængden af privat kapital, der kan benyttes til renovering i de enkelte EU-medlemslande – 30.000 milliarder euro – og hvad der kræves for, at en del af disse midler kan frigives til investering i renoveringsprojekter.
De nævnte tal er en lille del af de mange opdagelser, som man kan finde i dette års rapport. Ved for første gang at inddrage data fra Europa-Kommissionens store Eurostat-database er rapporten ifølge Velux i stand til at fremlægge nye beviser for sammenhængen mellem boformer og helbred.
Stor indflydelse
– Denne undersøgelse viser den utrolige indflydelse, som bygninger har på menneskers helbred, social inklusion, luftkvalitet og klima. Når over en tredjedel af Europas udledning af CO2 kommer fra bygninger, når én ud af ti europæere er ramt af energifattigdom og én ud af seks bor i usunde bygninger, så er det klart, at forandringerne skal starte “hjemme”, siger Maro? ?ef?ovi?, der er viceformand og kommissær for Energiunionen ved Europa-Kommissionen.
Udgivelsen af Healthy Homes Barometer 2017 finder sted i forbindelse med Healthy Buildings Day, der afholdes i Europa-Parlamentet i Bruxelles, Belgien. Dette års rapport er udarbejdet i samarbejde med Ecofys, Fraunhofer IBP og Copenhagen Economics.