Det forventes, at strømforbruget i Danmark – uden nye tiltag – forventes at stige med ca. 50 % frem mod 2030.
Men trods udfordringen er det de færreste, der ønsker en vindmøller opstillet i baghaven.
Læs også: VE-anlæg skal dække hele kommunens elforbrug – søger 500 ha jord
I denne uge præsenterede regeringen derfor et udspil, der skal gøre det lettere at opføre energiparker på land og give højere kompensation til de borgere og lokalsamfund, der lever tæt på vindmølle- og solcelleanlæg:
Gevinster til naboer og lokalmiljø skal mere end fordobles fra ca. 2 mia. kr. til 4,5 mia. kroner, lyder forslaget, hvormed naboer vil kunne se frem til en gennemsnitlig stigning fra ca. 9.000 kroner til 14.000 kroner om året i skattefri bonus.
Læs også: Kommunen vil selv bestemme – opfører 20 vindmøller de næste 5 år
Og med mindre bureaukrati og mere dialog med kommunerne vil regeringen nu sætte fart på for at realisere målet om at firedoble den samlede elproduktion fra sol og landvind frem mod 2030:
– I dag oplever opstillere af vedvarende energi, at de skal indhente over 20 forskellige tilladelser hos en række forskellige myndigheder. Det er simpelthen for svært og omfattende. I stedet laver vi nu én indgang på natur- og miljøområdet for kommuner og virksomheder, så det bliver nemmere at indhente de nødvendige tilladelser, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Vigtige problematikker og mulige løsninger
Regeringen udspil bliver hilst velkommen af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI’s Energi- og Klimaudvalg, der mener at udspiller indeholder mange positive elementer:
– Udspillet her adresserer nogle vigtige problematikker og mulige løsninger på at få udbygget VE (vedvarende energianlæg, red.) på land. Foruden den øget kompensation til naboer og lokalsamfund, som vi mener er nødvendig, så er vi særligt glade for regeringens fokus på at mindske myndighedsbarrierer, siger energi- og klimapolitisk konsulent i FRI, Frederikke Vorborg.
Sammentænkning og samarbejde på tværs
Udspillet påpeger af flere omgange, at der skal tages hensyn til både natur, biodiversitet, naboer og lokalsamfund, når de kommende energiparker skal etableres – et hensyn som FRI ligeledes er glade for og gerne ser mere af:
– Vi kan sagtens sætte turbo på udbygningen af grøn energi i Danmark uden, at det skal ske på bekostning af vores natur og lokalsamfund. Men det kræver, at udbygningen af energisektoren sker på baggrund af grundig planlægning, hvor den sammentænkes med både eksisterende natur og energiinfrastruktur.
– Derfor er det naturligvis essentielt, at sammentænkning og samarbejde på tværs af sektorer bør være et grundelement i planlægningen af alle fremtidige forslag på området, siger Frederikke Vorborg.