Tekniq: Soceller er billigste alternativ

Regeringen bør sætte solcellerne langt højere op på hylderne i energiplanlægningen, mener brancheorganisationen Tekniq efter Danmarks første internationale solcelleudbud.
Med priserne fra det netop afgjorte danske udbud af solcelleparker på 21,6 MW falder de offentlige tilskud til grøn omstilling til et historisk lavt niveau, fortæller Tekniq. Foto: Colourbox.
Med priserne fra det netop afgjorte danske udbud af solcelleparker på 21,6 MW falder de offentlige tilskud til grøn omstilling til et historisk lavt niveau, fortæller Tekniq. Foto: Colourbox.

Solceller er nu den billigste vej til grøn omstilling i Danmark. Så klar lyder meldingen fra Tekniq, Installatørernes Organisation. Udmeldingen tager udspringer i Danmarks første internationale solcelleudbud, som Energistyrelsen netop har offentliggjort. Det vindende bud lyder på 12,89 øre pr. kWh, hvilket er langt lavere end forventet.

– Solcellestrøm har nu kun beskedent behov for offentlig støtte, derfor er det på tide med en dansk politik, der baner vejen for solcellerne, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq Installatørernes Organisation, i en pressemeddelelse.

Vækst og arbejdspladser

– Danmark har ført an i udviklingen af vindkraft på verdensplan, og vi er herhjemme også meget dygtige til solcelleteknologi. Desværre har mange politiske benspænd medført, at der står alt for få solcelleanlæg i Danmark. Solceller giver os billig, grøn strøm og kan skabe vækst, arbejdspladser og eksportmuligheder, siger Simon O. Rasmussen.

Selvom solceller nu er den billigste form for vedvarende energi, udgør solceller kun 1,8 procent af elproduktionen i Danmark, viser den nylige Energistatistik fra Energistyrelsen.

Historisk lav pris

Med priserne fra det netop afgjorte danske udbud af solcelleparker på 21,6 MW falder de offentlige tilskud til grøn omstilling til et historisk lavt niveau, fortæller Tekniq. Således skal samfundet nu blot støtte solcellestrømmen med 12,89 øre pr. kWh.

Solcellerne adskiller sig fra havvindmøllerne ved at have meget lave udgifter til at føre strømmen ind i elnettet. Til havmølleparken ved Kriegers Flak stiger de offentlige udgifter ifølge Tekniq med 3,1 milliarder kroner, som staten oven i kWh-støtten på 3,5 milliarder kroner anvender til at føre kabler ud til havmøllerne. Tilslutningsudgiften til solcellerne er til sammenligning forsvindende lille.

Mere for pengene

– Det er endnu ikke gratis at omstille til fossilfrihed, men priserne daler kraftigt. I Danmark har politikerne konsekvent støttet vind stærkere end sol. Det har skabt et misforhold mellem de to teknologier. Det gav måske mening, da vindmøller var en stærkere teknologi end sol – men de roller er nu byttet om, og solceller leverer i dag alt i alt den billigste grønne strøm, siger Simon O. Rasmussen.

– Ved at fremme brugen af solceller får vi mere grøn omstilling for pengene. Solceller er det økonomisk mest fordelagtige valg som energikilde. Vi skal derfor have langt flere solceller til at supplere de mange møller. Kun ved at tilføre energiforsyningen nye teknologier sikrer vi, at der også er grøn omstilling, når det er vindstille, siger Simon O. Rasmussen.

Tekniq opfordrer til, at Folketinget ved indgåelse af en ny energiaftale giver solceller en langt mere central placering i den grønne, danske energiproduktion.

Det er endnu ikke gratis at omstille til fossilfrihed, men priserne daler kraftigt

Relateret indhold