Svært for boligforeninger at energioptimere

37 procent af danske boliger har energimærke E eller dårligere. Selv om der er en økonomisk gevinst i at energioptimere, er det svært for især andels- og ejerboligforeningerne at komme i gang.
Gammelt tag med dårlig isolering og vinduesrammer, der ikke slutter tæt, er ifølge Moestrup Tømrer & Snedker de oplagte steder at sætte ind, når det gælder om at energioptimere. Pressefoto.
Gammelt tag med dårlig isolering og vinduesrammer, der ikke slutter tæt, er ifølge Moestrup Tømrer & Snedker de oplagte steder at sætte ind, når det gælder om at energioptimere. Pressefoto.

200.000 danske bygninger har energimærke E eller dårligere, og størstedelen af dem er private boliger. Det viser tal fra Dansk Byggeris energianalyse 2017. Og en energimærkning så langt henne i alfabetet betyder typisk, at varmeregningerne er i den høje ende, fordi bygningen ikke kan holde på varmen.

– Det kan blandt andet være et gammelt tag med dårlig isolering eller vinduesrammer, der ikke slutter tæt. Det betyder, at varmen rent ud sagt fiser direkte ud af boligen, og det kan mærkes både på indeklimaet og pengepungen, siger tømrermester og direktør Niels Moestrup fra Moestrup Tømrer & Snedker, i en pressemeddelelse.

Et misforhold

Spørger man boligejerne, mener kun 13 procent at deres boligs energimæssige tilstand er dårlig. Det tal står dog i kontrast til, at boliger med mærket E eller dårligere udgør 37 procent af de samlede danske boliger.

Hos Moestrup oplever man, at især andels- og ejerforeninger har særlige udfordringer i forhold til de dårlige energimærkninger. For mens ejerne af familieboliger som villaer og rækkehuse selv træffer beslutningen om energioptimerende renoveringsarbejder, så skal det i andels- og ejerforeningerne typisk vedtages af bestyrelsen i foreningen.

– Der kan opstå naturlige interessekonflikter, når der på den ene side sidder en bestyrelse, som føler sig ansvarlige over for foreningens økonomi, og på den anden side er andelshaverne, som i hverdagen oplever, at investeringerne lader vente på sig, mens de mærker hverdagens store og små gener. For eksempel hvis det er koldt, der er træk eller andre forhold, der på den lange og korte bane ville have godt af et servicetjek eller en decideret udskiftning eller renovering, siger Niels Moestrup.

Kig på mærket

Det behøver dog ikke koste store beløb at få energimærkningen op på mere energivenlige niveauer, fortæller Niels Moestrup, der mener, at der er meget at vinde ved at studere husets eller bygningens energimærke.

– Her vil det fremgå, hvor der er forbedringsmuligheder. Ofte er det døre og vinduer, der sammen med murisoleringen er de store syndere. Hvor en indgriben i murværket er et større arbejde, så er en udskiftning af døre og vinduer en hurtigere opgave, der vil give en mærkbar effekt. Både på varmeregningen og indeklimaet, siger Niels Moestrup, der ud over stillingen som direktør hos Moestrup Tømrer & Snedker også er formand for Dansk Byggeris træsektion.

Direktør Niels Moestrup fra Moestrup Tømrer & Snedker. Pressefoto.
Direktør Niels Moestrup fra Moestrup Tømrer & Snedker. Pressefoto.

Relateret indhold