Udskyder frist på udbud af milliardpulje til CO2-fangst

Fristen for endelige bud på puljen på 28,7 mia. kroner til fangst og lagring af CO2 bliver udskudt med tre uger. Energistyrelsen peger på pågående lovbehandling, men samtidig har seks ud af ti aktører trukket sig fra udbuddet.
Danmark har tidligere underskrevet aftale om CO2-lagring med Belgien, Nederlandene og Frankrig. Genrefoto: Gettyimages.
Fristen bliver ifølge Energistyrelsen rykket for at ”give potentielle bydere muligheden for at udforme bud med udgangspunkt i den nye gældende lovgivning på området”. Foto: Getty Images.

Energistyrelsen har valgt at udskyde fristen for endelige bud på puljen på 28,7 mia. kroner til statsstøtte af CO2-fangst og -lagringsprojekter med tre uger.

Fristen bliver således rykket fra den 17. december i år til den 7. januar næste år.

Energistyrelsen begrunder udskydelsen af fristen med, at der aktuelt pågår behandling af et lovforslag, som skal skabe klarhed om reglerne for energibeskatning af processen for fangst af CO2.

Læs også

Regeringen giver Aalborg Portland-anlæg særstatus og flere fordele

Hensigten med lovforslaget er at sikre ensartede vilkår for virksomheder, der fanger CO2 med henblik på efterfølgende geologisk lagring.

Ifølge Energistyrelsen er det forventningen, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar næste år – altså seks dage inden den nye frist på udbuddet.

Fristen bliver således ifølge Energistyrelsen rykket for at ”give potentielle bydere muligheden for at udforme bud med udgangspunkt i den nye gældende lovgivning på området”.

Seks har trukket sig

Udskydelsen af fristen kommer dog også i kølvandet på, at seks ud af ti forhåndsgodkendte aktører på udbuddet har trukket sig.

Læs også

Hofor indgår aftale om CO2-fangstanlæg ved Amagerværket

Dermed er der på nuværende tidspunkt fire aktører i spil til de mange milliarder til CO2-fangst og -lagring: cementproducenten Aalborg Portland, Hofor (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) samt affaldsenergiselskaberne Vestforbrænding og Energnist.

Energistyrelsen forventer at tildele kontrakter i relation til udbuddet i april 2026.

Relateret indhold