Om puljen
- – Puljen er på 8,5 mio. kr. og er en del af aftalen om udmøntning af energireserven fra 22. december 2015. Der kan kun søges om tilskud til lokale partnerskaber med kommunal deltagelse
- – Der kan søges om tilskud på op til 60 pct. af omkostningerne, dog maksimalt et beløb svarende til 200.000 Euro (= ca. 1,5 mio. kr.)
- – Puljen er åben for ansøgninger fra 1. september og frem til 30. oktober 2016.
- – Puljen administreres af Energistyrelsen.
Energiforbedring af eksisterende bygninger spiller en vigtig rolle for reduktionen af CO2-udledningen og for realiseringen af Danmarks målsætning om uafhængighed af fossile brændsler i 2050. Flere kommuner har derfor også energirenovering som et væsentligt punkt på dagsorden.
– Hvis vi hver især mindsker energiforbruget i vores boliger og bygninger, kan vi tilsammen mindske vores CO2-udledning ret markant. Det kræver til gengæld, at flere går sammen om opgaven, og mange kommuner hjælper allerede deres borgere med energibesparelser. Det arbejde ønsker regeringen at støtte, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.
Hvis vi hver især mindsker energiforbruget i vores boliger og bygninger, kan vi tilsammen mindske vores CO2-udledning ret markant
Lars Chr. Lilleholt Energi-, forsynings- og klimaminister
Puljen på 8,5 millioner kroner giver støtte til aktiviteter, der udføres i partnerskaber mellem kommuner, grundejerforeninger, lejere, det lokale erhvervsliv m.fl. Der kan søges tilskud til et bredt udsnit af aktiviteter – eksempelvis målrettede tilbud om energieffektivisering af bygninger og rådgivning til borgerne.
– Jeg håber, at muligheden for støtte vil betyde, at der bliver sat endnu flere aktiviteter i gang, og at de forskellige lokale partnerskaber måske også finder nye måder at organisere sig på. Det kan gavne lokal vækst og sammenhængskraft og vores klima på én gang, siger Lars Chr. Lilleholt.