Sønderborg skal gøre Chicago mere energieffektivt

De to byer har netop indgået en aftale om bl.a. vidensdeling af forskning og innovation, implementering af danske løsninger i storbyen, udvekslingsbesøg mellem eksperter og flere seminarer og workshops.
Begge byer, der her underskriver samarbejdsaftalen, har stort fokus på energioptimering.
Begge byer, der her underskriver samarbejdsaftalen, har stort fokus på energioptimering.

I forbindelse med Det Internationale Energiagenturs konference i Sønderborg har bæredygtighedschef i Chicago Angela Tovar, borgmesteren i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen og Generalkonsul i Chicago Frank Hansen underskrevet en samarbejdsaftale om energieffektivitet.

– Vi håber, at vi med aftalen kan understøtte Chicagos bæredygtige ambitioner, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune, og uddyber:

– Sønderborg-området er et levende demonstratorium på store energibesparelser, bl.a. fordi vi har renoveret mange kommunale bygninger samtidig med, at vi også stiller bæredygtige krav til nye byggerier. Vi har samtidig dygtige virksomheder i Sønderborg-området, der er stærke på teknologi, smarte energisystemer og andre løsninger til at minimere udledningen af CO2. Derfor står vi stærkt på bæredygtige løsninger, som kan bidrage til Chicagos grønne omstillingsproces. Vi forventer selvfølgelig også, at vi får noget ud af aftalen.

Vigtige partnerskaber og udveksling af viden

Gennem progressiv regulering og en stærk kultur for offentlig-private samarbejder har Danmark udviklet en platform for energieffektive løsninger, og det er Sønderborg Kommune et succesfuldt eksempel på med projektet Project Zero, der gennem omstilling af energisystemet skal reducere byens aftryk i klimaregnskabet til et rundt 0 i 2029. Det er denne erfaring, der ligeledes skal bidrage til at accelerere den grønne omstilling i Chicago.

– Vi glæder os over at indgå i et partnerskab med Sønderborg Kommune som en del af vores indsats for bæredygtighed i Chicago. Denne samarbejdsaftale vil være en essentiel påmindelse om vigtigheden af partnerskab og udveksling af viden i vores arbejde for at udvikle rammevilkår for vores klimamålsætninger, siger Angela Tovar, bæredygtighedschef i Chicago.

Aftalen skal skabe en platform til at dele viden og erfaringer om alt fra udvikling af rammevilkår og regulering til forskning og innovation. Desuden skal der fremlægges konkrete cases, der kan inspirere til hvordan danske løsninger kan implementeres i Chicago. Derudover skal Generalkonsulatet i Chicago facilitere udvekslingsbesøg mellem eksperter, myndigheder og relevante kommercielle aktører samt arrangere fælles seminarer og workshops.

Efter planen er første punkt på dagsordenen at undersøge mulighederne for energieffektivisering af en offentlig bygning i Chicago.

Ny geopolitisk virkelighed sætter energi på dagsordenen

I de kommende år står USA over for en stor opgave i forhold til at omlægge og effektivisere deres energisystem. Landet har det højeste energiforbrug per indbygger, men også store muligheder for at optimere. På både vest- og østkysten ses allerede, hvordan politisk velvilje og ambitioner har sat gang i denne omstilling, og nu er det midtvestens tur:

Chicago har for nyligt offentliggjort deres klimahandlingsplan for 2022.

Det er den første handlingsplan i 14 år, der specificerer en række klimahandlingsmål og sætter et delmål om at reducere drivhusgasser med 42 % inden 2040 samtidig med at levere socialt retfærdige ydelser til samfundet. Klimahandlingsplanen identificerer otte fokus- og handlingspunkter til at nå byens klimamålsætninger, hvor renovering og elektrificering af bygninger er fremhævet som et kritisk handlingspunkt, da drift af bygninger lige nu er den største kilde til Chicagos CO2-udledning.

– Vi lever i en ny geopolitisk virkelighed, hvor det globale samfund står overfor nye udfordringer på energiområdet. Med Ruslands invasion af Ukraine er energipolitik også blevet sikkerhedspolitik, og det har skubbet energi højere op på dagsordenen både i Danmark og USA, siger Frank Hansen, Generalkonsul for Danmark i Chicago.

Relateret indhold