Solceller kan snart udkonkurrere vind

Det store dansk-tyske udbud af solcelleparker bliver langt billigere end ventet og er blevet en stærk konkurrent til havvindmøller.
Solcelleparker kan meget snart blive en reel konkurrent til havvindmøller. Foto: Colourbox.
Solcelleparker kan meget snart blive en reel konkurrent til havvindmøller. Foto: Colourbox.

Om projektet

  • – European Energy vandt det tyske udbud ved at tilbyde at levere solcellestrøm til 5,38 cent/kWh på anlæg, som opstilles i Danmark.
  • – Prisen er 25 procent lavere end det seneste, tyske udbud i august, hvor den vindende pris lød på 7,25 cent/kWh. Omregnet svarer European Energys vinderbeløb til 40 øre/kWh – 14 øre lavere end prisen fra august.
  • – Danskerne vandt det tyske udbud i konkurrence med 43 andre virksomheder, heraf 17 danske bud og 26 tyske bud.

Havvindmøllerne er ikke længere eneherskende, når det gælder priskonkurrence på vedvarende energi. Det danske solcellefirma European Energy har vundet det første grænseoverskridende europæiske udbud af et solcellekraftværk, og anlæggene opføres på dansk jord.

De skal levere strøm til de tyske forbrugere til cirka 75 procent af prisen på, hvad tilsvarende anlæg kostede for bare tre måneder siden.

Underdirektør Simon O. Rasmussen fra Tekniq forudser, at solcellerne står foran deres egentlige gennembrud på markedet for vedvarende energi og siger til Dagens Byggeri:

– Den interessante nyhed er, at solcelleenergien viser sig at være så effektiv og billig, at den er et reelt alternativ til de havvindmølleparker, vi har satset så hårdt på i Danmark i mange år. Det er godt nyt og viser, at det betaler sig at fastholde høje ambitioner i energipolitikken. Det driver en udvikling, der gør det stadigt billigere at gennemføre omstillingen til grøn energi. De to teknologier supplerer hinanden godt, fordi vi har perioder i Danmark, hvor vinden ikke blæser, ligesom der er perioder uden lys. Selvfølgelig har vi en lagringsudfordring for både sol- og vindenergien, men med udbygningen med solceller er lagringsudfordringen mindre, fordi det er to supplerende teknologier, forklarer Simon O. Rasmussen.

Forskes meget

Der er på verdensplan forsket meget stærkt i solcelleteknologien, som er blevet meget udbredt:

– Der er sket nogle teknologiske spring, der har gjort solcellerne både mere effektive og billigere at producere. Prisen er faldet dramatisk, og derfor står vi nu i en situation, hvor solcellekraftværker er en reel udfordring for vindmøllerne. Også i den decentrale produktion hos de enkelte husejere falder solcellerne i pris, så vi kommer også til at se flere af disse anlæg. Og med den udvikling, vi i øjeblikket oplever med batterier, er det oplagt, at der vil være en stigende interesse for de mindre husstandsanlæg, siger Tekniqs underdirektør.

De kraftige prisfald på solcelleanlæg skyldes ifølge Simon O. Rasmussen først og fremmest, at teknologien udvikles med meget stor hastighed, ligesom de materialer, som indgår, bliver billigere. Dertil kommer, at Danmark opbygger en stærk ekspertise i at projektere, bygge og drive solcelleanlæg:

– Solcellerne udvikler sig bare hurtigere end vindmøllerne, fordi teknologien er halvlederteknologi baseret på silicium – samme materiale som indgår i computere, siger Simon O. Rasmussen.

Relateret indhold