Fakta
- – Energistyrelsens undersøgelser viser, at belysning udgør 50 procent af de små og mellemstore, uafhængige butikkers energiforbrug.
- – 60 procent af danske virksomheder har en eller flere LED-installationer.
- – LED-pærer har en levetid på 15.000-30.000 timer. Til sammenligning har en sparepære en levetid på ca. 10.000 timer og en halogenpære en levetid på 2.000-3.000 timer.
I oktober har over 1.200 små og mellemstore butikker rundt om i Danmark haft besøg af LED-konsulenter fra Energistyrelsen. Formålet med besøgene var at hjælpe butikkerne med at regne ud, hvor meget de kunne spare ved at udskifte deres belysning til LED.
I alt 21 byer har haft besøg, og cirka halvdelen af de besøgte butikker kunne spare penge ved at udskifte belysningen. Sammenlagt er besparelsespotentialet på 258 millioner kroner, svarende til et gennemsnit på godt 31.000 kroner over syv år pr. butik.
– De store besparelser ved at skifte til LED bekræfter, at efterårets kampagne var et godt initiativ. Tallene i Energistyrelsens beregninger viser jo, at det på alle måder giver god mening for både elregningen og klimaet, når de små og mellemstore butikker udskifter butikkens belysning, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.
Tøj- og skobutikker
Efter besøgene i butikkerne har Energistyrelsens beregninger vist, at der især gemmer sig et potentiale i Region Hovedstaden, hvor den potentielle besparelse vurderes at være på over 80 millioner kroner. Kigger man mere branchespecifikt på besparelserne, så er det især tøj- og skobutikker samt sportsforretninger, der kan spare på elregningen.
– Jeg ved, at de fleste store forretningskæder har fokus på det her område, men jeg håber, at mange af vores mindre butikker rundt om i landet er blevet inspirerede af kampagnen. De penge, der kan spares, kan jo bruges til at udvide forretningen eller andre forbedringer, der kan være med til at skabe vækst i lokalområdet, siger Lars Chr. Lilleholt.
Det er første gang, Energistyrelsen kortlægger besparelsespotentialet ved LED-belysning i hele landet. Derfor er det også første gang, der er tal på, hvor meget butiksejere i de enkelte regioner kan spare.