Fra 1. juli 2025 indføres skærpede klimakrav i bygningsreglementet, som betyder, at ca. 85 % af det omfattede nybyggeri skal udlede mindre CO2. Alt nybyggeri skal derfor, med få undtagelser, have lavet en klimaberegning (LCA). LCA’en skal overholde en grænseværdi, som afhænger af bygningstypen.
Læs mere om de nye klimakrav her:

Politisk aftale strammer klimakravene til nyt byggeri
I forbindelse med de skærpede krav til nybyggeri har Stark lanceret et nyt vidensværktøj, der skal ruste håndværkerne til de nye klimakrav. Og formålet er klart. Det skal være nemmere og hurtigere for håndværkere at finde præcis den information, de har brug for.
Derfor har byggecenterkæden samlet viden om nyeste krav i bygningsreglementet, specifikationer og livscyklusvurderinger for materialer (LCA’er), certificeringer samt opdaterede miljøvaredeklarationer (EPD’er) i den nye vidensbank.

Cirkulær økonomi kredser om nyt, 24.000 kvm distributionscenter
Forretningsudvikler i Stark, Kent Fonseca, forklarer:
– Vores mål er at gøre det enkelt og overskueligt for håndværkerne at få fat i den nødvendige klimaviden. Med det nye klimaunivers samler vi alt ét sted og sikrer, at man hurtigt og nemt kan finde præcis den information, man står og mangler.
Skubber på den grønne omstilling
For Stark er lanceringen af klimauniverset et naturligt led i virksomhedens arbejde med at skubbe på den grønne omstilling i byggeriet, hjælpe kunderne med at træffe mere miljøvenlige valg, navigere i de stigende klimakrav og nedbringe CO2-udledningen i byggeriet.

Under 5 kg CO2e: Nrep forventer at opnå rekordlavt klimaaftryk med træbyggeri
– Byggebranchen står midt i en stor omstilling mod mere miljøvenlige byggerier. Derfor er det vigtigt, at håndværkerne hurtigt kan finde pålidelig viden om, hvad det betyder i praksis, siger Kent Fonseca.
Opdateres løbende
Det nye klimaunivers vil med tiden blive opdateret med ny information, vejledninger og konkrete eksempler, når de nye krav introduceres i praksis. Indholdet vil løbende blive afstemt med gældende myndighedskrav.

Analyse: 5 ud 6 bygninger kan klare nye klimakrav – med de rigtige materialer
På sigt kommer flere værktøjer og ressourcer til, herunder inspirationsbrochurer, cases fra byggerier, praktiske guides og konkrete løsninger, der kan hjælpe byggebranchen med at bygge grønnere samt leve op til både nuværende og kommende klimakrav.