Ny lovgivning giver en hjælpende hånd med stigende grundvand

En ny lov vil gøre det muligt for de lokale forsyningsselskaber at hjælpe grundejerne af med det stadigt stigende grundvand.
Ulrik Hindsberger med kloakrør
Som centerprojektleder på Teknologisk Institut mærker Ulrik Hindsberger en øget bevågenhed over for de udfordringer som blandt andet stigende grundvand udgør. Blandt andet i forbindelse med nybyggeri. Men han erkender også, at der er flere eksempler på uheldige byggerier, hvor f.eks. en kommunes økonomiske interesser har vejet tungere end de vand- og klimamæssige, og der er blevet bygget på områder, der ikke har været egnet til det.

En ny lovgivning er på vej, når det gælder, hvorledes landets matrikelejere kan få bistand, når de skal håndtere deres grundvand. Hidtil har det været således, og er det i princippet fortsat, at det har været den enkelte matrikelejers eget ansvar at have styr på det opstigende grundvand, men en ny lov, der formentlig træder i kraft til sommer, vil nogle steder gøre det muligt for landets forsyningsselskaber at bidrage til løsninger i områder, der har udfordringer med grundvandet.

– Loven kommer til at gælde det, vi kalder for det terrænnære grundvand. Det blev faktisk allerede indikeret i den første udgave af regeringens nationale klimatilpasningsplan, at man planlagde ændringer på området, og lovforslaget har allerede været i høring, forklarer centerprojektleder Ulrik Hindsberger fra Rørcentret på Teknologisk Institut, hvor han til daglig arbejder med afløbssystemer og klimatilpasning og ligeledes er involveret i en række udviklingsprojekter.

En stigende udfordring

At landets grundejere presses af vand både oven fra og nede fra, er der ikke nogen tvivl om, men især det terrænnære grundvand er blevet en stigende udfordring for mange. Som nævnt har det indtil nu været den enkelte grundejers eget ansvar eksempelvis at etablere et omfangsdræn, men i nogle områder udgør grundvandet område- og mængdemæssigt en stor udfordring.

– Samtidig er der nogle steder tale om, at det dels står højt, dels at jordbundsforholdene gør det svært at lede det hurtigt nok væk, inden nyt vand løber til. Især i bynære områder er det et problem at løfte opgaven med omfangsdræn på alle matrikler. Samtidig angiver drænstandarden DS 436, som er en del af BR18, at i områder med højt grundvand og hurtigt tilløb af grundvand, må man slet ikke dræne. Her skal selve konstruktionen gøres vandtæt, forklarer Ulrik Hindsberger.

En kollektiv ordning

Det er en meget dyr løsning, så for at hjælpe grundejerne giver man altså forsyningsselskaberne mulighed for under visse forudsætninger og i udvalgte områder, at de kan etablere et anlæg, som hjælper til med en permanent regulering af grundvandet. Ulrik Hindsberger forventer dog, at grundejerne selv skal bidrage til løsningen med drænanlæg på egen matrikel.

– Nu er loven godt nok ikke trådt i kraft endnu, men jeg forventer, at der bliver tale om en kollektiv ordning under det enkelte forsyningsselskab således, at udgiften lægges på den takst, som grundejerne i forvejen betaler til selskabet for afledning af spildevand, forklarer Ulrik Hindsberger, som er ret sikker på, at der inden længe vil blive udpeget forsøgsområder for den nye lovgivning.

Flere forskellige love

Når det gælder vand, er der en række forskellige lovkomplekser at tage hensyn til alt efter, om truslen kommer fra havet, fra vores åsystemer, eller om det er spildevand eller grundvand, der udgør truslen.

– Den nye lovgivning er således en ny måde at løse et stadig mere truende problem på, og det ser jeg som en udmærket ting, forklarer Ulrik Hindsberger, der set med fagbrillerne på har noteret sig en stigende interesse for de mange vandproblematiker, som efterhånden rammer vores samfund.

Relateret indhold