Oversvømmelser fra højtstående grundvand truer i stigende grad grundejere over hele landet. Det er nemlig ikke kun ved kysterne, at man mærker konsekvenserne af klimaforandringerne med vildere vejr, stormfloder og oversvømmelser.
Grundvandsspejlet er over de seneste 30 år steget så meget, at 450.000 boligbygninger i dag har under en meter til grundvandsspejlet i mere end 80 % af året. 360.000 af disse ligger i kloakerede områder.
Konference: Fremtidens byer skal tilpasses vandet. Men hvordan?
Det gør borgere i de berørte områder sårbare over for oversvømmelser, men i dag er det boligejernes eget ansvar at forebygge oversvømmelser fra højtstående grundvand.
– Vi står med en ny klimavirkelighed. Skybruddene er hyppigere og mere massive, og det er ikke kun ved kysterne, vi mærker problemet. Grundvandet stiger også, og det giver problemer for grundejere i de ramte områder, som får oversvømmet deres fundamenter og kældre, når vandet kommer nedefra, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Der mangler regulering
Ministeren har i dag sendt et lovforslag i høring, der skal gøre op med den manglende regulering på området. Den nye lov vil give spildevandsforsyningsselskaber mulighed for at lave fælles løsninger. Løsninger der kan sikre hele områder mod oversvømmelser fra grundvandet.
Lovforslaget vil betyde, at der i kommunernes spildevandsplaner skal fastlægges områder i byerne, hvor terrænnært grundvand vurderes at udgøre et problem.
DTU: Manglende klimasikring vil koste over 400 milliarder
– Jeg ved, at borgerne, kommunerne og spildevandsforsyningsselskaberne i de berørte områder venter på nye regler. De nye regler vil gøre det muligt for spildevandsforsyningsselskaberne at lave kollektive løsninger i byerne, fremfor at hver enkelt husejer skal lave sin egen klimasikring. Det vil hjælpe boligejerne, men det vil også være en meget bedre økonomisk løsning for samfundet, siger Magnus Heunicke.
Grundvandssænkende foranstaltninger
Vedtages lovforslaget, vil spildevandsforsyningsselskaberne kunne foretage grundvandssænkende foranstaltninger, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt. F.eks. ved at lægge drænrør i jorden, som fører vandet væk.
Grøn københavner-akse går efter europæisk pris
Samtidig får spildevandsforsyningsselskaber mulighed for at finansiere løsningerne via takststigninger, hvor størrelsen vil afhænge af problemets omfang i de enkelte kommuner.
Lovforslaget er i høring til og med den 2. januar 2025. Den nye lov forventes at træde i kraft den 1. juli 2025.