Klar forbedring af Energimærker: ”Tidligere var beliggenheden alt”

Boligejere har siden 2014 taget energimærkerne alvorligt og energiforbedret i større omfang, viser opgørelse fra RealMæglerne på baggrund af data fra Energistyrelsen.
Sort tag med solceller på.
Det tyder på, at danskerne både er prisbevidste og klimabevidste som forbrugere og som boligejere. Foto: Gettyimages.

Tilbage i 2014 havde tre gange så mange af ejerboligerne i Danmark et G som Energimærke, som er det dårligste mærke, en bolig kan have. Derudover havde dobbelt så mange et F, og næsten dobbelt så mange et E, mens en lille procentdel flere af boligerne havde et D.

Det viser dataudtræk fra Energistyrelsen, der står bag Energimærkningsrapporten for ejerboliger i Danmark.

Læs også

Hvor skal vi energioptimere? Chatbot giver svaret

Ifølge tallene er danskerne altså blevet bedre til at energioptimere hjemmene, bl.a. har 33 % af boligerne nu et C i Energimærke, mens 13 % har et B, hvilket er dobbelt så mange som i 2014:

– Statistikken taler sit eget tydelige sprog. Boligejerne har stor fokus på energiforbruget, og mange er både energi- og klimabevidste i deres handlinger og beslutninger. Tidligere var beliggenheden alt, men i dag er energiforbruget i boligen også en faktor, siger Preben Merrild Angelo, adm. direktør, RealMæglerne.

Fyrer ikke for gråspurvene

Direktøren mener, at det er en kombination af, at danskerne både er prisbevidste og klimabevidste som forbrugere og som boligejere.

Læs også

København vil udveksle klimaløsninger med brasiliansk megaby

Samtidig viser undersøgelser, at der er en sammenhæng i salgsprisen, salgstiden og Energimærket – herunder om boligen er energioptimeret. Det er ganske enkelt hurtigere at sælge en bolig med et godt energimærke, og salgsprisen er i gennemsnit højere pr. m2, hvis to ens huse sammenlignes og Energimærket er bedre på det ene:

– Energi er dyrt. Vi har set, hvad en energikrise kan forårsage. Derfor handler det i høj grad om at sikre sig og vise rettidig omhu. Samtidig bliver vi dygtigere og dygtigere til at udvikle nye energikilder og til at udnytte den energi, vi køber. Vi fyrer ikke længere for gråspurvene, og boligejerne vil ikke længere være afhængige af leverandører, der skruer op for priserne, når de finder en årsag til at gøre det, siger han.

Relateret indhold