IOT-oversætter får Innovationspris

Energiforum Danmarks innovationspris går til Vitanis IoT Server, som er en cloudløsning, der giver mulighed for at opsamle ægte IoT-data til sine klassiske EMS eller CTS/BMS-systemer uanset produkt eller IoT-netværk.
Henrik Milling fra Vitani (i stolen), fra venstre formand fra Energiforum Danmark Lars Thysen, dommerne Mads Thimmer, Mads Lyngby Pedersen og Søren Røn. Foto: Energiforum Danmark.
Henrik Milling fra Vitani (i stolen), fra venstre formand fra Energiforum Danmark Lars Thysen, dommerne Mads Thimmer, Mads Lyngby Pedersen og Søren Røn. Foto: Energiforum Danmark.

I mange bygninger er det et problem at få systemer og installationer til at tale sammen, og har man en større bygningsportefølge, kan man være næste sikker på, at man skal operere på flere platforme og på forskellige sprog.

Vitanis IoT Server giver mulighed for at opsamle IoT-data til sine klassiske EMS eller CTS/BMS-systemer uanset produkt eller IoT-netværk. Man kan bruge allerede eksisterende sensorer, og data leveres i skyen uden behov for kablede løsninger. Samtidig indeholder platformen en unik lagringsmulighed, der sikrer at data ikke forsvinder ved netværksudfald.

– Vitanis IoT-server adresserer de udfordringer mange bygningsejere står med i dag, når de skal overvåge, drifte og styre en bygningsportefølje med systemer af forskellig alder, fabrikat og kommunikation. Den gør det muligt at fokusere på det væsentlige, nemlig at analysere og handle på sine data, siger formand for Energiforum Danmark Lars Thygesen.

Letter grøn omstilling

Da Energiforum Danmark indstiftede Innovationsprisen, var formålet at skabe opmærksomhed på produkter og projekter, der bringer os ind i en bæredygtig og intelligent fremtid og som gør medlemmernes arbejde med den grønne omstilling lettere.

Der kom mange spændende bud ind og de fire nominerede var; Fischer Lightings LED-løsning, der kan indbygges i de gamle armaturer, kan genanvendes og som delvist er produceret af genbrugsplast, Vitanis IoT-løsning der gør det nemt at få indsamlet data fra bygninger, uanset alder og eksisterende installationer, FM Mattssons intelligente vandhane der letter og muliggør overvågning, styring og optimering af vandforbrug og sidst men ikke mindst Saint-Gobains aktive isoleringsløsning, der muliggør indvendig isolering uden indeklimaproblemer.

Med Innovationsprisen og kåringen af Vitanis IoT-server håber Energiforum Danmark at have inspireret branchen til at kigge efter de mange nye løsninger der er på vej.

Relateret indhold