Innovationspris: Fra affald til byggemateriale

Energiforum Danmarks innovationspris går til Søren Jensen A/S's mycelliumsmateriale - et byggemateriale dyrket på affald og svampesporer.
Søren Jensen A/S er ved at udvikle et cirkulært byggemateriale af affald. Produktet er en af de tre nominerede til Innovationsprisen. Foto: Søren Jensen A/S.
Søren Jensen A/S er ved at udvikle et cirkulært byggemateriale af affald. Produktet er en af de tre nominerede til Innovationsprisen. Foto: Søren Jensen A/S.

CO-aftrykket og ressourcetrækket er enormt på langt de fleste byggematerialer. Derfor er der store perspektiver i at Søren Jensen A/S og udviklingsteamet bag “Fra affald til biomateriale”, er ved at udvikle et cirkulært byggemateriale med lavt CO2-aftryk af affald.

Materialet kan fx kan erstatte træbeton, mineraluld og spånplader og bruges som isolering, indervægge og akustikpaneler. Materialet dyrkes ved at lade myceliet vokse et tætpakket netværk i bioaffald. I denne proces nedbrydes og omdannes affaldet, inkl. giftigt indhold. Slutproduktet er et bionedbrydeligt, stærkt, let, isolerende, formbart, samt vand- og brandafvisende materiale. Løsningen er et resultat af innovationskonkurrencen “Circular Construction Challenge”, som Realdania udskrev i 2018.

– Når man hører om mycelliummaterialet første gang, bliver man overrasket og skeptisk. Kan det virkelig lade sig gøre og giver det mening? Svaret på begge spørgsmål er heldigvis ja. Hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, skal vi finde andre metoder og andre materialer end dem vi plejer. Det er mycelliummaterialets store kvalitet, at det både er energilet at fremstille og bionedbrydeligt og dermed har en meget positiv livscyklus, siger formand for Energiforum Danmark, Lars Thygesen.

Letter arbejdet

Da Energiforum Danmark sidste år indstiftede Innovationsprisen, var formålet at skabe opmærksomhed på produkter og projekter, der bringer os ind i en bæredygtig og intelligent fremtid og som gør medlemmernes arbejde med den grønne omstilling lettere.

Der kom mange spændende bud ind og de tre nominerede var LivingBetter’s kombination af et ventilationsvindue og en varmepumpe, der sikrer godt og energieffektivt indeklima, Søren Jensen A/S’ mycelliummateriale, et byggemateriale dyrket på affald og svampesporer og endelig IT-løsningen AI-styret indeklima, der ved hjælp af bygningsdata, sensorer og kunstig intelligens løbende optimerer bygningsdriften til lavere energiforbrug og klimaaftryk med et godt indeklima.

Hos Søren Jensen A/S er man glade for at løbe med æren i så stærk et felt.

– Det er fantastisk at myceliummaterialet, der er udsprunget af vores overordnede vision om at skabe næste generations byggeri, er blevet kåret til vinder af innovationsprisen. Vi har taget de første skridt på vej mod at udvikle et af fremtidens byggematerialer, der ikke forbruger af vores fælles ressourcer, men rent faktisk afhjælper en stigende affaldsproblematik. Vi er stolte over med innovationspris at kunne være med til at sætte cirkulærmaterialeudvikling på dagsorden, siger Andreas Castberg fra Søren Jensen.

Med Innovationsprisen og kåringen af mycelliummaterialet håber Energiforum Danmark at have inspireret branchen til at kigge efter mange nye løsninger.

Relateret indhold