Hofor indgår aftale om CO2-fangstanlæg ved Amagerværket

Hofor har indgået aftale med den internationale energivirksomhed Elimini om at undersøge mulighederne for udvikling af et anlæg til CO2-fangst og -lagring.
Det er CO2 fra produktion af varme og el til københavnerne, som Hofor og Elimini vil arbejde på at kunne fange og lagre. Foto: Hofor.

Amagerværket producerer årligt, hvad der svarer til 25 procent af Københavns fjernvarmebehov, og 670 GWh vedvarende elektricitet.

Det gør samtidig Amagerværket til én af Danmarks største punktkilder til udledning af CO2.

Med dét som udgangspunkt har Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, indgået aftale med den internationale energivirksomhed med speciale i CO2-fangst Elimini om at undersøge mulighederne for udvikling af et anlæg til CO2-fangst og -lagring.

Hvis anlægget etableres, kan det ifølge Hofor fjerne COfra anlæggets varme- og elproduktion svarende til flere hundredetusinde ton om året.

Læs også

Låner over 200 millioner til CO2-fangstanlæg

– Dette ambitiøse partnerskab med Hofor er banebrydende inden for skalering af CO2-fangst, lyder det fra Ross McKenzie, som er stabschef og Senior Vice President ved Corporate Affairs and Business Development for Elimini.

Et afgørende skridt

Københavns Kommune har som mål at gøre byen klimapositiv i 2035, og Hofors direktør for energi, Gorm Elikofer, ser aftalen som et vigtigt skridt på vej derhen:

– Denne aftale er et afgørende skridt i realiseringen af Københavns målsætning om at blive klimapositiv, siger Gorm Elikofer og fortsætter:

– Ved at samarbejde med Elimini om CO2-fangst på Amagerværket skaber vi et teknisk og kommercielt fundament, der vil bidrage til at fremme udbredelsen af CCS-teknologier (Carbon Capture and Storage, red.), som gavner både vores by og energiomstillingen som helhed.

Læs også

Hofor fortsætter klimainvesteringer i milliardklassen

Projektet er prækvalificeret til Energistyrelsens pulje på 28 mia. kroner til støtte af udviklingen af fangst, transport og geologisk lagring af CO2.

Relateret indhold