Endnu en gang åbner den grønne EU-fond Fonden for Retfærdig Omstilling op for den bugnende pengepung. Denne gang vil fonden yde støtte til projekter, der kan udvikle værdikæder inden for Power-to-X.
De projekter, der ansøges til, skal ligge i Syd- og Nordjylland, da netop disse geografiske lokationer er udpeget som de områder i Danmark, der har størst behov for støtte til at afhjælpe udfordringerne med omstillingen til klimaneutral økonomi.
I alt er der 100 mio. kr. at søge om. Små, mellemstore og store virksomheder kan søge op til 35 mio. kr. til et projekt. Midlerne kan også søges af andre relevante aktører inden for Power-to-X, blandt andet klynger, GTS’er og vidensinstitutioner.
Læs også: Erhvervsminister: CO2-lagring er en væsentlig del af nyt klimamål
Formanden for indstillingsudvalget i Fonden for Retfærdig Omstilling, Peter Hansen, ser frem til at udviklingen af de grønne teknologier kan få et skub også her:
– Hvis Danmark skal være foran på det grønne område inden for Power-to-X, er det helt afgørende, at det går stærkt. Med denne kapitalindsprøjtning får projekterne mulighed for at rykke endnu hurtigere. Derfor vil investeringen i projekter i Syd- og Nordjylland være med til at fremme teknologien, så den bliver hurtigere skalerbar og kan bidrage til at gøre nye nøgleteknologier mere markedsparate, forklarer han.
E-metanol i stedet for olie
Teknologier inden for Power-to-X gør det muligt at producere brændstoffer og kemikalier ud fra vedvarende energikilder. I dag er det overvejende på basis af fossile kilder, og derfor forventes det, at de kommende projekter bliver et vigtigt bidrag til realiseringen af Danmarks mål om klimaneutralitet og grønne omstilling.
Anvendelse af Power-to-X-brændstoffer kan bidrage til CO2-reduktion ved at erstatte anvendelsen af fossile brændsler eller materialer – for eksempel kan e-metanol erstatte olie i skibe, eller den tunge industri kan erstatte brint fra CO2-tunge fossile kilder med grøn brint fra vedvarende energikilder.
Læs også: Ny fond giver 70 millioner til 2 pyrolyse-anlæg
Det forklarer Lea Bigom Wichmand, der er afdelingschef i Green Power Denmark, og medlem af Fonden for Retfærdig Omstillings Indstillingsudvalg.
– Uden omstillingen af sektorer, som blandt andet søfart, luftfart og dele af tunge og energiintensive industrier, vil Danmark ikke kunne nå det langsigtede mål om klimaneutralitet. Derudover genererer Power-to-X-processer store mængder overskudsvarme, som potentielt kan udnyttes i fjernvarmesektoren, siger hun.
Også støtte til forskning
Ansøgningsrunden er åben frem til den 26. august 2024, og Peter Hansen ser frem til mange forskelligartede ansøgninger, så alle midler kan sættes i spil.
Læs også: Styrker Danmarks grønne position med 1 mia. kr.
– Power-to-X indeholder afgørende løsninger, der skal bruges til at realisere vores mål om at reducere CO2-emissionerne, øge energiforsyningssikkerheden og styrke landets position som en førende aktør inden for grøn teknologi. Derfor er det vigtigt, at pengene kommer ud i flere forskellige projekter, som kan modne Power-to-X-teknologier gennem udvikling, demonstration og skalering og dermed øge Danmarks konkurrenceevne på området, siger han.
Der gives også støtte til forskning og udviklingsaktiviteter i samarbejde med universiteter samt støtte til kompetenceudvikling af en række medarbejdere.