FN’s verdensmål var omdrejningspunkt til Energiforum

Målet om energineutralitet i den danske bygningsmasse i 2035 blev dog ikke fulgt op af implementerbare løsninger. Vejen, man skal træde, er stadig ukendt.
På Energiforum 2019 var der masser af inspiration at hente, hvis man ønsker at gå videre med en bæredygtig tilgang til energiforbrug i bygninger og byggeri. Foto: Julie Malmstrøm/Energiforum Danmark.
På Energiforum 2019 var der masser af inspiration at hente, hvis man ønsker at gå videre med en bæredygtig tilgang til energiforbrug i bygninger og byggeri. Foto: Julie Malmstrøm/Energiforum Danmark.

Cirkulær økonomi, kunstig intelligens, fokus på indeklima versus energiforbrug og meget mere.

Efter et par intensive dage i Nyborg er Energiforum 2019 nået til enden. Den årlige konference sluttede med et foredrag, hvor Lene Espersen fra Danske Arkitekter trak FN’s verdensmål ned fra piedestalen og ud i virkeligheden. Det vender vi tilbage til.

For det gennemgående tema på konferencen var de gode hensigter. Mere genbrug, mindre forbrug, reduktion af fossile varmekilder. Derfor efterlader man også Nyborg med et åbent spørgsmål. Hvor skal vi hen herfra? Formand for Energiforum Danmark Lars Thygesen giver et bud.

– Der er stadig masser af lavthængende frugter. Det er vi, som bygningsejere og entreprenører, som skal skabe gode rammer og et godt indeklima, og jeg mener, at vi får stadigt bedre muligheder for at drive udviklingen i retning af mere bæredygtig energi i driften, cirkulær økonomi og cradle-to-cradle-tankegang, siger han.

Kunstig intelligens og cirkulære armaturer

Selv om de klare løsninger ikke lå pakket ind med bånd og sløjfe, var der masser af gode bud på, hvordan man opnår besparelser. Den danske bygningsmasse skal være energineutral i 2035, og en af måderne til at opnå den målsætning, kunne eventuelt være gennem udnyttelse af kunstig intelligens, lød et af indsparkene.

Men man er endnu ikke nået langt med at inkorporere de selvlærende computere i byggeriet eller i de CTS’s-systemer, som skal styre lys, varme, vand og udluftning i det færdige byggeri. Det lod til at være konklusionen på workshoppen. Indtil videre holder man vejret, mens man venter på investeringerne i kunstig intelligens i bygge- og CTS-branchen.

Det var også en tendens, som havde slået igennem hos udstillerne, der benyttede klima og bæredygtighed som de væsentligste
Det var også en tendens, som havde slået igennem hos udstillerne, der benyttede klima og bæredygtighed som de væsentligste “selling points”. Foto: Julie Malmstrøm/Energiforum Danmark.

Konkrete bud fandt man i stedet hos blandt andet Fischer Lighting. Her er man begyndt at tage eksisterende armaturer og udskifte lyskilder til LED. Det har kastet et par positive businesscases af sig, lød det fra oplægsholder og medejer Lars Elmvang. Et enkelt skår var der dog i optimismen. Udtrykt her ved Mogens Bech Petersen fra Nordic Business Light.

– Det er en udfordring at finde kunder, som ønsker at betale for den cirkulære tilgang. Ved en tilbagebetalingstid over tre år er det svært at finde lydhøre aftagere i det private erhvervsliv, sagde han.

Hvor er de private?

I det hele taget var der stort fokus energirenoveringen af skoler, daginstitutioner, rådhuse og andre offentlige byggerier. Det efterlod lidt de private virksomheder og boligejere på perronen. En ny rundspørge foretaget af YouGov for brancheorganisationen blandt danske boligejere viser da også, at kun otte procent mener, at deres hus er i energimæssig dårlig stand. Det står i skærende kontrast til, at hele 34 procent af boligmassen har et energimærke E eller dårligere.

Hos lejerne vil man imidlertid gerne renovere.

I BL, der er brancheorganisationen for de almene boliger, går cheføkonom Solveig Råberg Tingey og drømmer om at spendere. Hun forklarede i et af oplæggene, at der er et efterslæb på renoveringer i den almene sektor på otte milliarder kroner om året.

– Energirenovering er omkostningsfuldt, men vi er underlagt den seneste boligaftale, hvor vi kun må bruge 14 milliarder over fire år. Det så vi gerne blive lavet om, sagde hun og åbnede dermed for nye potentielle opgaver til entreprenørerne, om forligkredsen følger med.

Hovedstadens syv millioner kvadratmeter

Lene Espersen og Danske Arkitekter kom på konferencens faldereb med et bud på, hvor det private initiativ til energirenoveringer skal kickstartes. I dette tilfælde København. Her har tegnestuen Krydsrum sat verdensmålene i spil ved et ønske om at optimere de godt syv millioner kvadratmeter loftsrum, som lige nu skønnes at stå tomme.

– Der, hvor man virkelig kan flytte noget i forhold til verdensmålene, er på byplanlægningen. Vi vil se urbaniseringen tage til – også i Danmark, og i København er der mangel på boliger og en gammel boligmasse, som skal renoveres. Det viser Krydsrum, at man kan lykkes med, hvis man tager fat i lofterne. De har formået at skabe værdi for bygherre og energirenovere i et og samme private projekt, siger hun og bemærker at 20.000 flere mennesker potentielt kan få bolig i København uden at bruge ressourcer på nybygeri.

Lars Thygesen tager sidste ord til Energiforum 2019.

– Jeg synes, vi har haft et par helt fantastiske dage. De mange deltagere, jeg har talt med, har været meget begejstrede især for netværksmuligheden. Det er interessant at mødes om faglighed og proplemstillinger på tværs af branchen, siger han.

Der er stadig masser af lavhængende frugter.

Relateret indhold