Vejle Fjernvarme og Munck Forsyningsledninger har netop markeret startskuddet på en stor udbygning af fjernvarmenettet i Vejle-bydelen Uhrhøj Øst. Projektet bidrager til den grønne omstilling, hvor hovedsageligt olie- og gasfyr fjernes og ændres til fjernvarme med lav CO2-belastning.
– I det nye forsyningsområde er der 325 huse. Som altid, når vi sætter gang i et nyt konverteringsområde, er det en forudsætning, at mindst 40 % af husene tilmelder sig fjernvarmen for at få en fornuftig økonomi. Her i Uhrhøj Øst er vi meget overvældet over tilmeldingen, der er nået op på 230 huse, svarende til 71 % af de mulige. Det har vi aldrig oplevet før, og med de mange tilmeldinger tegner der sig en sund projektøkonomi, fortæller formand i Vejle Fjernvarme Reimer Mikeli Olsen i forbindelse med første spadestik.
Anlægstekniske udfordringer
Anlægsarbejdet med udførelsen af fjernvarmenettet har været i licitation, og det er entreprenørfirmaet Munck Forsyningsledninger, der har afgivet det bedste bud og dermed har fået tildelt kontrakten på arbejdet.
– Vi føler os meget trygge ved, at det er et stort professionelt firma, der skal udføre opgaven. Der er nogle anlægstekniske udfordringer i området med blandt andet krydsning af Jellingvej og udførelse af de stejle strækninger af Gl. Kongevej og Chr. Winthersvej. Men vi er sikre på, at Munck Forsyningsledninger kan løse opgaven, udtaler Reimer Mikeli Olsen.
Stor vækst inden for fjernvarme
Hos entreprenørvirksomheden Munck Forsyningsledninger er der også glæde at spore. Virksomheden oplever vækst inden for fjernvarmeområdet, hvor de alene i Jylland pt. beskæftiger et godt stykke over 200 medarbejdere med etablering fjernvarmeledninger.
– Det er med stor tilfredshed, at vi har vundet endnu en opgave hos vores kunde Vejle Fjernvarme. Vi har over den seneste periode fået tildelt flere opgaver i Vejle, og med projektet i Uhrhøj Øst ser vi frem til et endnu et godt samarbejde det kommende års tid, fortæller Munck Forsyningsledningers regionsdirektør i Jylland, Per Jensen.
Læs også: Taastrupgaard: Beboere stemmer ja til nye boliger og grønt boligkvarter
Munck Forsyningsledninger forventer, at det høje aktivitetsniveau på fjernvarmeområdet vil forsætte de kommende år – ikke mindst drevet af den grønne omstilling, hvor mange boliger skal konverteres fra fossile varmekilder til fjernvarme.
– Vi kan se, at flere forsyningsselskaber planlægger konverteringsprojekter, hvilket vi derfor forventer os meget af de kommende år, oplyser Per Jensen.
Projektet har en samlet anlægsudgift på ca. 30 mio. kr.