Et år efter dansk opkøb: Her forventer varmepumpe-producent øget vækst

Siden opkøbet af BKF Klima i april sidste år har Daikin Danmark fordoblet medarbejderstaben, etableret lager i Danmark og åbnet et center for forbrugere samt et træningsakademi for installatører.
I det første halvår har Daikin Danmark haft fokus på opkøb og infrastruktur – og bl.a. etableret lager i Danmark – mens de faglige relationer med installatører skal styrkes i andet halvår.

Daikin Danmark, der er en del af en international producent af indeklimaløsninger, har haft et godt år og sigter bl.a. mod øget tilstedeværelse i Jylland, udvidelse af installatørnetværket og vækst i markedet for private varmepumpeløsninger.

Det fortæller adm. direktør, Robert Kagabo, der med regnskabsåret 24/25, som overgår virksomhedens egne forventninger, har fået skabt et vækstgrundlag i tråd med ambitionerne i Danmark.

Læs også

Energistyrelsen står klar med millioner til varmepumper. Men danskerne mangler viden

– Vi har intensiveret dialogen med vores eksisterende samarbejdspartnere og installatører samt etableret en masse nye samarbejder. På forbrugerniveau er vores Experience Center i Brøndby, hvor slutbrugere kan se, høre og få råd og vejledning vedr. varmepumper blevet ”Best in Class” i Europa – målt ud fra både antallet af besøg og ”conversion rate”. Og fremfor alt har vi nået vores salgsmål – og har høje ambitioner for næste år.

Stor efterspørgsel på teknisk viden

Direktøren fortæller videre om stor interesse for virksomhedens Daikins Training Academy i Brøndby, hvor der tilbydes gratis og uforpligtende oplæring, vidensdeling og træningsforløb for installatører:

– Vi har måttet øge antallet af kurser og har indtil videre haft omkring 50 % flere deltagere end først planlagt. Vi oplever en markant efterspørgsel på markedet efter teknisk viden, praktisk hands-on træning og sikkerhedsfokuseret oplæring blandt installatører.

Læs også

8,6 mio. kr. årligt: Ny pulje støtter opsætning af solceller på etageejendomme

Men året har også budt på udfordringer, da man i ifm. opkøbet af BKF Klima og udvidelsen i Danmark undervurderede den høje digitaliseringsgrad og den høje andel af aktive digitale borgere og installatører i Danmark:

– Det stod hurtigt klart, at vi havde undervurderet installatørernes niveau af digitale kompetencer, og hvad f.eks. en digital platform bør kunne. Vi fik derfor etableret en e-handels-platform og satte ekstra fokus på den digitale kunderejse, siger Robert Kagabo.

Fælles mål på tværs af Norden

I regnskabsåret 2025 øger Daikin fokus på Jylland samt etablering af flere installatørsamarbejder og konvertering af installatører til brandambassadører.

Derudover er det et mål at fortsætte de positive takter inden for indeklimaløsninger til privat brug samt et vækstfokus på kommercielle indeklimaløsninger.

Men året bliver også præget af intensiveret dialog med de nordiske kollegaer i Daikin, fortæller Robert Kagabo.

Læs også

DI om energirenoveringer: Hav køreplan klar inden 4. kvartal

– Selvom hvert land starter fra et forskelligt udgangspunkt i markedet for indeklimaløsninger, deler vi fælles mål og udfordringer. Ved at lære af hinandens “best practices” kan vi inspirere til innovation på tværs af grænser. I takt med at vores markeder fortsætter med at vokse, er der også et stærkt samfundsmæssigt fokus på at omstille sig væk fra fossile brændstoffer og over mod mere klimavenlige alternativer.

Daikin Europe beskæftiger over 13.800 medarbejdere gennem 59 datterselskaber og driver 12 produktionssteder i Europa. Virksomheden har haft sit hovedkvarter i Ostend i Belgien igennem mere end 50 år, og Daikin Europe Group er en filial af den globale koncern Daikin Industries.

Relateret indhold