Du kan snart søge støttekroner til energirenoveringen af hjemmet

Puljen for tilskud til energiforbedringer i boligen åbner for ansøgning den 28. september. Det er først til mølle, og det er årets sidste mulighed for at søge puljen, der denne gang er på 340 mio. kr.
Man skal være opmærksom på, at boligen skal være energimærket og have et energimærke E, F eller G for at søge tilskud til forbedringer af husets isoleringstilstand, nye vinduer mv. Foto: Getty Images.
Man skal være opmærksom på, at boligen skal være energimærket og have et energimærke E, F eller G for at søge tilskud til forbedringer af husets isoleringstilstand, nye vinduer mv. Foto: Getty Images.

På tirsdag, den 28. september, kl. 9 skal man sidde klar, hvis man har forhåbning om tilskud til energiforbedringer i hjemmet. Det er sidste mulighed for at ansøge i 2021.

Værd at bemærke er, at tilskudssatserne er sat yderligere ned – ikke mindst for forbedringer af klimaskærm. For vinduer sænkes tilskudssatsen med 5 procentpoint for energiklasse 2 – fra 20 % af investering til 15 %, og for energiklasse 1 vinduer sænkes tilskudssatsen med 10 procentpoint – fra 15 % af investeringen til 5 %. For alle øvrige energibesparende tiltag sænkes tilskudssatsen med 7,5 procentpoint – fra 22,5 % af investeringen til 15 %. Endelig er det ikke længere muligt at søge tilskud til udskiftning af yderdøre med vinduer, f.eks. terrassedøre.

Læs også: 3.000 beboere får en hjælpende hånd til et grønnere forbrug

For varmepumperne sænkes tilskudssatsen med 7,5 procentpoint – fra 27,5 % af investeringen til 20 % til A+++ varmepumper og fra 22,5 % af investeringen til 15 % til A++ varmepumper.

For at være berettiget til tilskud til forbedring af klimaskærm (isolering, vinduesudskiftning mv.) er der nu et yderligere krav om, at boligen skal have energimærke E, F eller G – altså være en relativt dårligt isoleret bygning.

Vær særligt opmærksom på

Trods de lavere tilskudssatser forventes en stor interesse for at søge om tilskud, når puljen genåbner. Man skal særligt være opmærksom på, at:

– det er først til mølle, så man skal helst være klar ved tasterne, så snart puljen åbner.

– tilskud til energiforbedringer af klimaskærm kun gives, hvis boligen er energimærket og har energimærke E, F eller G – og energimærket skal være fra 1. oktober 2012 eller nyere. Til gengæld kan man opnå op til 3.000 kr. til tilskud til energimærkning. Energimærkerapporten skal foreligge, inden man kan søge om tilskud.

– få udarbejd tilbud på konkrete energiforbedringer, så man er helt skarp på, hvad der skal søges om (der må dog ikke være indgået aftale, før der foreligger tilsagn om tilskud). På den måde vil man kunne indgå aftale med udførende, så snart der foreligger et tilsagn om tilskud.

Bygningspulje eller håndværkerfradrag?

Det er værd at regne på, om man som boligejer skal satse på tilskud eller håndværkerfradrag (man kan ikke opnå begge dele). Der er et stort overlap mellem de energibesparende tiltag, der kan opnå tilskud og håndværkerfradrag. Håndværkerfradraget er i 2021 på 25.000 kr. pr. voksen i husstanden med en skatteværdi på ca. 25 %, altså reelt 6.500 kr. Håndværkerfradraget er på en række områder mere fleksibelt end Bygningspuljens tilskud.

Fordele ved Bygningspuljen:

– Giver fast tilskud til det samlede projekt – ikke bare arbejdsløn.

– I nogle tilfælde kan opnås en højere samlet tilskud – f.eks. ved udskiftning af samtlige vinduer eller konvertering til varmepumpe.

Fordele ved Håndværkerfradraget:

– Ingen stop/go-effekt & ansøgningsrunder – Projektet kan sættes i gang, når kunden ønsker det. I hele 2021 er der fordoblet håndværkerfradrag.

– Ingen specifikke ekstrakrav til isoleringstandarder eller energiklasse af vinduer – projektet skal blot opfylde bygningsreglementet krav.

– Ingen krav til at bygningen skal være energimærket, eller have et bestemt energimærke.

– Kan også anvendes ved energirenovering af sommerhus – endda også hvis det er beliggende uden for Danmark.

Til eksempel kan nævnes, at man ved efterisolering af loft typisk kun kan opnå et tilskud på 5.600-9.800 kr. fra Bygningspuljen – afhængig af den eksisterende isoleringsgrad. Med håndværkerfradraget og to voksne i husstanden kan man opnå en skatteværdi på 13.000 kr., hvis der er arbejdsløn for 50.000 kr. inkl. moms.

Generelt om Bygningspuljen:

– Bygningspuljen er en statslig tilskudsordning målrettet alle typer af helårsboliger. Tilskudsordningen har til formål at mindske energiforbruget og omstille varmekilder i boliger med olie- og gasfyr til varmepumper.

– Som boligejer har man mulighed for at søge tilskud til tre overordnede områder: Forbedringer af bygningers klimaskærm, konvertering fra olie- og gasfyr til luft/vand varmepumpe eller jordvarme samt optimering af drift.

Læs også: Ny vejledning skal forbedre indeklimaet i skolerne

– Bygningspuljen giver således tilskud til en lang række energiforbedringer i boligen. Det vil være med til at reducere klimabelastningen fra boligerne, og samtidig giver renoveringerne boligejere en lavere varmeregning. Tilskuddet gør det billigere at få udført energirenoveringer af helårsboliger, selv om tilskudssatserne nu er blevet reduceret. Tilskuddet er skattefrit for private boligejere.

– Hvis en virksomhed ønsker at komme i betragtning til at udføre installation af varmepumper, er det vigtigt at vide, at der i Bygningspuljen fremover er krav om, at virksomheden er godkendt under Energistyrelsens VE-godkendelsesordning.

Relateret indhold