De danske byggecentre har i forvejen stor viden om energirenovering. Disse kompetencer forsøger Energistyrelsen og Danske Byggecentre nu at øge gennem et undervisningsprogram, der klæder medarbejderne i centrene endnu bedre på ift. energirenovering. Det fremgår af Energistyrelsens hjemmeside.
Samarbejdet – BedreBolig-partnerskabet – glæder adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen, der ifølge Energistyrelsen udtaler:
Vores medlemmer skal ikke være Bedrebolig-rådgivere, men de skal have viden om ordningen og være bindeled mellem boligerne og rådgiverne.
Adm. direktør Palle Thomsen Danske Byggecentre
– Der er et rigtigt stort og vigtigt potentiale i energirenovering, så vi er enormt glade for at kunne tilbyde vores medlemmer det her partnerskab. Vores medlemmer skal ikke være Bedrebolig-rådgivere, men de skal have viden om ordningen og være bindeled mellem boligerne og rådgiverne – og på den måde bidrage til, at kunderne nemmere kommer i gang med deres renoveringsprojekter.
Videncenter øger kendskab
Undervisningsprogrammet er udviklet af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger. For at et byggecenter kan blive BedreBolig-partner skal mindst én medarbejder deltage i uddannelsesforløbet. Dette er tilrettelagt som et e-læringsforløb med 12 moduler og en afsluttende prøve, skriver Energistyrelsen.
Hos Energistyrelsen ser man positivt på BedreBolig-partnerskabet, da det ses som mulighed for at øge boligejernes kendskab til BedreBolig samt fordelene ved energirenovering.
– Vi er rigtig glade for det her samarbejde. Byggecentrene er et stort mødested for både gør-det-selv folk og håndværkere, og derfor er det vigtigt, at medarbejderne har opdateret viden om energiløsninger og kendskab til en central ordning som BedreBolig. Det udtaler Henrik Andersen, kontorchef i Energistyrelsen.