Danni har halveret ventetiden på fugtmåling i gasbeton

Projektlederen fra Enemærke & Petersen sparer både tid og energi ved brug af digital sensor frem for manuel måling af fugtigheden inde i gasbeton.
Ved at måle fugtigheden via en digital sensor, der ligger al data er tilgængeligt 'live' i skyen, sparer Danni Birkenfeldt både tid og energi. Foto: Stine Brondbjerg Erichsen.
Ved at måle fugtigheden via en digital sensor, der ligger al data er tilgængeligt 'live' i skyen, sparer Danni Birkenfeldt både tid og energi. Foto: Stine Brondbjerg Erichsen.

På et projekt i Åhaven i Odense er Danni Birkenfeldt som projektleder med til at totalrenovere 363 huse.

En stor opgave, hvor tid – som ved alle byggeprojekter i øvrigt – er en afgørende faktor, og takket være et samarbejde med firmaet Maturix om at udvikle en digital sensor, der kan måle fugtigheden i gasbeton, får han netop tid foræret:

I stedet for at sende et stykke gasbeton ind til et laboratorie med svartid på op til en uge eller få en medarbejder ud og notere data manuelt, sparer han med den digitale metode både tørretid og funktionærtimer på sigt.

– Vi har kunnet halvere ventetiden, fordi data er tilgængelig med det samme, og vi kan spare 6-7 funktionær timer om ugen. Jeg kan også hurtigere varsle de næste i processen, og det sparer alles tid overordnet set, siger Danni Birkenfeldt.

– Vi skal huske at forny os

På sigt kan den digitale sensor også vise en tendenslinje, der beregner, hvor længe man skal vente, før gasbetonen er helt tør, og så betyder den nemt tilgængelige data, at man ikke skal bruge unødig energi på varme og forbrug, fordi affugtere og varme kun er på i det omfang, det er nødvendigt.

Desuden opnås et forspring på bæredygtighed, da sensoren, der er genanvendelig, giver mulighed for at dokumentere, at husene ikke har indbygget fugt, og det er en fordel i forhold til at blive DGNB-certificeret.

– Fordelen ved at kunne modtage ‘live’-data inde fra gasbetonen, er, at vi får et større vindue til at kunne reagere i, både hvis det går skidt eller går godt med fugtigheden. Vi skal huske at forny os hele tiden, og med det her nye redskab i værktøjskassen, kommer vi både til at spare tid og energi, siger Danni Birkenfeldt.

Relateret indhold