Butikker får hjælp til at sænke energiforbrug med LED-lys

Detailhandlen står for 11 procent af danske virksomheders elforbrug. Nu får mere end 1.000 små- og mellemstore butikker tilbud om hjælp til at beregne fordelene ved at udskifte lyskilderne til LED.
Der er store energibesparelser gemt i, at butikker skifter til LED-beslysning. Colourbox.
Der er store energibesparelser gemt i, at butikker skifter til LED-beslysning. Colourbox.

Fakta

  • Energisparesekretariatet, der holder til huse hos Energistyrelsen, står bag LED-kampagnen.
  • Kampagnen kører i ugerne 39-43 og understøttes af et kampagnesite, der kan ses her.
  • Halogenpærer har typisk en levetid på 2.000-3.000 timer, mens LED-pæren har en levetid på 15.000-30.000 timer. Til sammenligning har en sparepære typisk en levetid på ca. 10.000 timer.
  • Andre fordele ved LED-pæren er, at den tænder med det samme, ikke bliver varm og er fri for kviksølv.
  • De nævnte energisparepotentialer er baseret på tal fra Energisparesekretariatet.

1.000 små- og mellemstore butikker får nu et tilbud om hjælp til at beregne fordelene ved at udskifte sine lyskilder til LED. Helt konkret får butikkerne besøg af LED-konsulenter fra Energistyrelsen, der tæller butikkernes lyskilder og udregner den potentielle besparelse ved at skifte til LED-pærer.

Detailhandlen benytter i dag ofte halogenbelysning, og en udskiftning fra halogen til LED har et energisparepotentiale på 50-90 procent. En lille butik med cirka 25 halogenpærer på 35 watt vil eksempelvis kunne reducere sit elforbrug til belysning med op til 80 procent ved at skifte til LED-belysning, viser Energistyrelsens beregninger. Ved udskiftning af lysstofrør kan energibesparelsen være på 30-40 procent.

Jeg forstår godt, at mange butikker har brug for at føle sig sikre på, hvor stor besparelsen er, før de skifter det hele ud.

Lars Chr. Lilleholt Energi-, forsynings- og klimaminister

– At skifte til LED-belysning er en investering, som man får igen på en billigere elregning, men jeg forstår godt, at mange butikker har brug for at føle sig sikre på, hvor stor besparelsen er, før de skifter det hele ud. Nu får de konkret hjælp, og jeg håber, at rigtig mange butikker får mod på at skifte til LED-belysning, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

Nedbryde barrierer

Udover at hjælpe med en konkret optælling af butikkens lyskilder og beregning af besparelsespotentialet ved LED-belysning er det også et mål at få nedbrudt nogle af de barrierer, der ifølge Energistyrelsen er omkring LED – for eksempel myterne om, at LED giver en ringere lyskvalitet, eller at LED og elsparepærer er det samme. LED-pæren holder blandt andet væsentligt længere end elsparepæren.

– LED er en af de såkaldt lavthængende frugter, vi kan plukke undervejs i den grønne omstilling. Mens vi udbygger den vedvarende energi, skal vi sikre os de energibesparelser undervejs, der også giver økonomisk mening. Det er de tiltag, der tilsammen betyder, at vi når vores mål om fossil uafhængighed i 2050, siger Lars Chr. Lilleholt.

De første byer, der modtager besøg, er Kolding og Helsingør. Herefter fortsætter besøgene i hele landet, hvor i alt 21 byer får besøg.

Relateret indhold