Banebrydende energilager klar til brug i Esbjerg

Et nyt, termisk energilager, der kan opbevare grøn strøm i op til 700 grader smeltet hydroxidsalt, står nu klar til brug på Esbjerg Havn.
Ask Emil Løvschall-Jensen fra Hyme Energy, der er en af flere partnere bag det nye MOSS-anlæg Esbjerg Havn, fortæller om anlægget, der er placeret hos Semco Maritime. Foto: Energy Cluster Denmark/Jonas Fotografi
Ask Emil Løvschall-Jensen fra Hyme Energy, der er en af flere partnere bag det nye MOSS-anlæg Esbjerg Havn, fortæller om anlægget, der er placeret hos Semco Maritime. Foto: Energy Cluster Denmark/Jonas Fotografi

MOSS

  • – Molten Salt Storage (MOSS) er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) med 13,2 mio. kr.
  • – Det samlede budget lyder på 24,7 mio. kr.
  • – Partnerkredsen tæller: Din Forsyning, Alfa Laval Aalborg, Kirt x Thomsen, Sulzer, Seaborg, Aalborg Universitet, Hyme Energy og Energy Cluster Denmark.
  • – Første spadestik blev taget i sommeren 2023.
  • – Løsningen forventes kommercialiseret i 2026.

På Esbjerg Havn skal Semco Maritime fremadrettet huse et Molten Salt Storage (MOSS)-anlæg, der kan gemme den grønne strøm til solfattige eller vindstille dage – et centralt udgangspunkt for fremtidens klimavenlige og balancerede energisystem.

Derfor var Søren Gade, der er formand for både Esbjerg Havn og Folketinget, og projektets partnere i dag været samlet for at klippe det grønne bånd til det der er verdens første termiske energilager baseret på smeltet hydroxidsalt.

– Innovation og grønne løsninger er en del af dna’et hos dansk erhvervsliv. At udvikle og gå nye veje er til gavn for både bundlinjen og vores klima. Derfor glæder det mig, at der nu bliver introduceret en ny energilagringsløsning her i Esbjerg, som bliver helt afgørende for en succesfuld omstilling af vores energisystem, siger Søren Gade.

Læs også: 3.300 kvm hus til havvandsvarmepumpe kan skilles ad efter behov

Det nye, termiske energilager i Esbjerg er det første i MW-skala i verden. På sigt vil et kommercielt anlæg kunne opbevare grøn strøm i op til 700 grader smeltet hydroxidsalt i GWh-skala.

En tank, der er ti meter høj og tyve meter i diameter, kan opbevare salt nok til at lagre 1 GWh. Sådan en tank vil med en 100 MWt turbine i drift levere årlige CO2-reduktioner på op til 110.000 tons ved at erstatte fossile kraftvarme-kilder.

Her en kort film om, hvordan MOSS fungerer:

Det nye lagringsanlæg skal nu sættes i drift for at demonstrere, at teknologien kan lagre grøn strøm over tid, så den kan bruges igen til produktion af damp og varme til industrien og energisystemet. Efter endt test er det planen, at det nye anlæg skal forstørres til industriel skala, så det kan sælges til det globale energimarked.

Bred partnerkreds

Udviklingen af det nye anlæg er sket i et innovationsprojekt, hvor virksomhederne Alfa Laval, Hyme Energy, Kirt x Thomsen, Sulzer og Seaborg medvirker. Partnerkredsen består også af forskere fra Aalborg Universitet og DIN Forsyning fra Esbjerg. Danmarks energiklynge, Energy Cluster Denmark, faciliterer projektet, der er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

CEO og medstifter af Hyme Energy, Ask Emil Løvschall-Jensen, siger:

– Den grønne omstilling er ikke et soloridt – det er en fælles mission, hvor forandringsparate brugere og innovative partnere er nøglen til succes. Vi sætter scenen sammen – ikke bare frem mod 2030, men også mod et CO2-neutralt 2050 – ved at bevise, at banebrydende teknologier kan forandre vores verden mod en mere bæredygtig fremtid, siger Ask Emil Løvschall-Jensen, der er stolt af partnerkredsens fælles indsats.

Hele partnerkredsen bag MOSS-anlægget samlet til indvielsen. I midten formand for Folketinget og for Esbjerg Havn, Søren Gade. Foto: Jonas Fotografi
Hele partnerkredsen bag MOSS-anlægget samlet til indvielsen. I midten formand for Folketinget og for Esbjerg Havn, Søren Gade. Foto: Jonas Fotografi

Hos multiforsyningsselskabet Din Forsyning i Esbjerg, der skal huse anlægget, er den vigtigste opgave at sikre varme til forbrugerne – nu og i fremtiden. Her har seniorprojektleder Kim Stenholdt Madsen ved en tidligere lejlighed kaldt saltlageret for ‘en betydelig teknologi til fremtidens regulering af energisystemet’.

– Din Forsyning kigger på kompakte energilagre, som både kan sikre fleksibilitet i forhold til el-systemet og være fremtidige spids- og nødlast i varmeforsyningen, når vi skal kunne levere fossilfri varme i senest 2030.

Relateret indhold