Klima og miljø er centralt i udviklingen af Køge Kyst. Tagene på de nye bygninger er i stor udstrækning udstyret med solceller som en supplerende energikilde. I Stationsområdet suger anlæggene til sig af solens stråler – både oven over de nye butikker og boliger i Strædet, på den nye rådhustilbygning og på biografen ved Kulturtorvet.
I de nye boligkvarterer på Søndre Havn er energikilden også udbredt. Her anlægger PensionDanmark en særligt ambitiøs linje med 210 kvadratmeter solceller på taget af “Skibet” – et kommende boligbyggeri med en blanding af familielejeboliger og et boligfællesskab for 50+ segmentet.
– Vi har arbejdet med at minimere boligernes miljømæssige fodaftryk med fokus på lav totaløkonomi i bygningens levetid i kraft af lave omkostninger til drift og vedligehold samtidig med, at trivslen for beboerne er i top. Ud over solcelleanlægget på taget er energiforbruget minimeret gennem en række tiltag til gavn for miljøet i vid forstand, siger Marius Møller, direktør i PensionDanmark Ejendomme.
Projektet forventes at få bæredygtighedscertificering DGNB Guld, og det omfattende solcelleanlæg forventes at producere 30.700 kWh pr. år.
Klimavenlig fjernvarme
Hovedenergikilden i det nye byggeri i Køge Kyst er den CO2-neutrale fjernvarme, som blev indført i Køge Kommune for fem år siden. Varmen kommer fra Køge Kraftvarmeværk, som fyrer med træflis fra Junckers Industrier.
– For ti år siden var der ikke fjernvarme i Køge, men kommunen valgte klogt at udnytte, at der i forvejen lå et biomassefyret kraftvarmeværk med en stor uudnyttet kapacitet og dermed potentiale til at forsyne omverdenen med klimavenlig energi – også i en fremtid med flere borgere og virksomheder, fortæller Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.
– Og når de private bygherrer i Køge Kyst-området i stor udstrækning supplerer med solceller, er det jo alt i alt en god og bæredygtig energiforsyning i den hastigt voksende bydel, pointerer projektdirektøren og peger på, at det i det hele taget er et centralt punkt i Køge Kysts vision at skabe en bæredygtig bydel.
Alle de tre bygninger, som indtil nu er færdigbygget på Søndre Havn – Strandengen, Havblik og Strandparken – har solceller, ligesom der også skal være solceller på det kommende Strandterrasserne og Fællesbyg Køge Kysts planlagte byggeri.