Aalborg CSP har opført soltårn i Australien

Den nordjyske virksomhed Aalborg CSP har med opførelsen af det 127 meter høje soltårn nået en vigtig milepæl i forbindelse med byggeriet af verdens første integreret energisystem baseret på koncentreret solenergi.
Soltårnet.
Soltårnet.

Det 127 meter høje soltårn, der består af i alt 9 sektioner blev samlet på bare ti uger. Den øverste del, hvor receivermodtageren er placeret vejer alene 234 tons, hvilket har fordret nøje beregninger, da løfte og monteringsprocessen er en af de mest omfattende, der nogensinde er udført i Australien.

Aalborg CSP påbegyndte installationen af mere end 23.000 spejle i slutningen af september og færdiggjorde installationen af det 51.500 kvadratmeter store spejlfelt i starten af december, hvorefter opførelsen af det 127 meter høje soltårn blev indledt.

….. projektet i det sydlige Australien er endnu et eksempel på, hvordan vores tilgang til at levere integrerede energisystemer åbner op for nye markeder, hvor CSP-teknologien er værdiskabende.

Adm. direktør Svante Bundgaard Aalborg CSP

Se kort timelap fra placering af toppen.

Det sidste af ni sektioner blev opført og monteret i slutningen af februar. I løbet af foråret vil systemets forskellige delelementer blive testet for derefter at blive koblet sammen og sat i drift til efteråret – hvor det er forår i Australien.

Banebrydende energisystem

Aalborgs CSP fik i 2014 tildelt en ordre på 250 mio. kroner om at levere et koncentreret solenergisystem til Sundrop Farms, der skulle understøtte driften af 200.000 kvadratmeter drivhuse i det sydlige Australien.

Når det banebrydende solenergisystem begynder at høste solens stråler, vil der årligt vokse over 15.000.000 kg friske tomater i den australske ørken. Systemet, der er udviklet af Aalborg CSP, er det første i verden, som både leverer vedvarende energi og afsaltning af havvand til bæredygtig drift af drivhuse.

Solenergisystemet skaber en ny platform til at løse af de store globale energimæssige udfordringer verden står overfor. Ved at vende ørkenens svagheder til styrker skaber Aalborg CSP liv i den golde ørken, hvor systemet bidrager til produktionen af friske fødevarer og nye arbejdspladser, men det bidrager samtidigt også til en grønnere fremtid, da systemet årligt skåner miljøet for udledningen af minimum 14.700 tons CO2, hvilket svarer til at fjerne over 2.800 biler fra vejene i et helt år.

Dansk innovation skaber nye muligheder

– Sundrop Farms projektet i det sydlige Australien er endnu et eksempel på, hvordan vores tilgang til at levere integrerede energisystemer åbner op for nye markeder, hvor CSP-teknologien er værdiskabende. Gennem grundige forstudier i tæt samarbejde med vores kunder er vi i stand til at åbne den sorte boks og levere projekter i områder, hvor det ikke burde være muligt, siger Svante Bundgaard, administrerende direktør for Aalborg CSP.

Det integrerede solenergisystem i den australske ørken anvender mere end 23.000 computerstyrede spejle,der indfanger og reflekterer solens stråler mod det 127 meter høje soltårn. Den koncentrerede solenergi omdannes efterfølgende til damp, som bruges til opvarmning af 200.000 m2 drivhuse, levering af rent vand gennem afsaltning af havvand og produktion af elektricitet.

Medarbejdere fra Aalborg CSP på kontoret.
Medarbejdere fra Aalborg CSP på kontoret.

Relateret indhold