3.000 beboere får en hjælpende hånd til et grønnere forbrug

Med et øget fokus på grøn omstilling får knap 3.000 af Himmerland Boligforenings 7.500 boliger i den kommende tid udskiftet vand-, energi- og radiatormålere.
BA Technologies er Himmerland Boligforenings samarbejdspartner i forbindelse med installationen af målerløsningen fra Kamstrup.
BA Technologies er Himmerland Boligforenings samarbejdspartner i forbindelse med installationen af målerløsningen fra Kamstrup.

Omkring 47.000 af Aalborg Kommunens borgere bor i almennyttige boliger og en betydelig del af dem hos Himmerland Boligforening. For år tilbage valgte boligforeningen at indgå i et strategisk partnerskab med Aalborg Kommunes miljø- og energiforvaltning og Aalborg Forsyning om grøn omstilling. Og i 2016 vedtog boligorganisationen sin første bæredygtighedspolitik, hvor de forpligtede sig til at reducere varmeforbrug og bygningsrelateret el med 30 % frem mod 2030:

– Det giver os et stort grønt ansvar, som vi gerne løfter. Det gælder både i rollen som bygherre og bygningsejer – og i relationen med vores beboere. Vi satte tidligt fokus på at nedbringe CO2-udledningen fra den enkelte afdeling, både i forbindelse med renoveringsarbejder og gennem etablering af solcelleanlæg. Desuden har vi blandt andet tilbudt beboerne el-delebilsordninger, ligesom der er igangsat forsøg med affaldskværne. Og i en større sammenhæng har vi tilsluttet os Green Hub Denmark, hvor vi sammen med andre virksomheder, forbrugere, forskere og myndigheder arbejder på at skabe den bedste platform for grøn vækst i verdensklasse, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Seneste skridt på vejen mod en stadig grønnere boligforening gælder en direkte involvering af beboerne:

– Det er vigtigt for os at være med til at sætte den grønne dagsorden, blandt andet ved at anvende nye teknologiske muligheder, når de åbner sig. I den kommende tid får knap 3.000 af vores 7.500 boliger fordelt på 29 boligafdelinger udskiftet vand-, energi- og radiatormålere, siger Ole Nielsen.

Han fortæller, at det fremover bliver muligt at fjernaflæse time for time og på den måde få en meget tidlig indikation af eksempelvis et ekstraordinært vandforbrug, måske forårsaget af en lækage:

– Samtidig kan den enkelte beboer via en webportal følge sit forbrug langt mere detaljeret end hidtil, hvilket vi er overbeviste om, vil give en øget bevidsthed om eget forbrug – og i den sidste ende også et lavere forbrug.

Ole Nielsen fortæller, at der ved hver årsopgørelse er beboere, der har haft et betydeligt højere forbrug, end de selv troede. Det vil den enkelte beboer i langt større omfang kunne forhindre via webportalen.

Relateret indhold