26 mio. kr. skal sparke gang i flere virksomheders CO2-regnskaber

Med en ny bevilling på 26 mio. kr. vil Dansk Industri og Industriens Fond sætte 9.000 virksomheder i sving med at få lavet det vigtige CO2-regnskab.
En kvinde sidder foran sin computer med ryggen til. På skærmen er der meget grønt. Hun er nok ved at gøre virksomheden klimaklar
Et omfattende digitalt læringsunivers skal lære danske virksomheder at samle relevant data, få styr på CO2-regnskabet og igangsætte initiativer, der nedbringer CO2-udledningerne.

Godt 1.000 danske virksomheder har allerede været igennem et gratis Klimaklar-forløb, som Industriens Fond og Dansk Industri (DI) står bag. Nu udvides programmet med 26 mio. kr., hvilket burde række til udgangen af 2028.

Programmet hjælper danske produktionsvirksomheder med at indsamle korrekte data, lave CO2-regnskab, igangsætte effektive reduktionstiltag samt sikre en troværdig klimakommunikation.

Ambitionen er, at 9.000 virksomheder til den tid skal have gennemgået et Klimaklar-forløb.

Læs også

Vinder iværksætterpris: Kan spare dobbelt så meget byggepladsstrøm

Bevillingen sikrer en forlængelse af Klimaklar Produktionsvirksomhed: en digital læringsplatform, hvor virksomheder får adgang til en stribe moduler, der gør dem i stand til at lære at samle relevant data og lave det CO2-regnskab, der er afsættet for at komme godt i gang med grøn omstilling.

Rådgivningsdirektør i DI, Kinga Szabo Christensen, siger:

– CO2-regnskabet skal ikke være endnu en byrde for den lille virksomhed. Det skal være et udgangspunkt for udvikling og dialog med kunder og leverandører om det fælles ansvar for grøn omstilling.

Gratis for 50.000 virksomheder

Programmet henvender sig til virksomheder inden for produktion, transport, engroshandel og forsyning. Over 50.000 danske virksomhederne har dermed adgang til et gratis Klimaklar-forløb.

Foto af en grøn facade på et byggeri. De grønne firkanter sidder i et net af rustent jern
Der er mange måder at sænke virksomhedens CO2-udledning på. Grønne facader kan f.eks. holde på varmen og optage CO2. Arkivfoto: Louise S. Strøbech

– Klimaklar Produktionsvirksomhed har bevist sit værd som katalysator for grøn omstilling i dansk industri. Det forventes i dag af både lovgivere, kunder og samarbejdspartnere, at man som virksomhed har styr på sit CO2-regnskab og igangsat initiativer, der nedbringer udledningerne. Det er et spørgsmål om konkurrenceevne, og derfor skal vi have endnu flere virksomheder med, siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.  

Grønne krav kræver overblik

De grønne krav til såvel store som små virksomheder skærpes konstant, og det er ikke nok at have blik for egne lokale udledninger – hele værdikæden skal tænkes med i klimaindsatserne. Det kræver overblik over udledninger ifm. med indkøb, transport og distribution i hele værdikæden.

Læs også

Opråb til branchen: Entreprenørmaskiner skal også tænkes ind i klimaregnskab

– Den udvikling skal vi handle på, og derfor forlænger og udvider vi nu programmet med relaterede tilbud inden for cirkulære løsninger og reduktioner af CO2-udledninger i værdikæden med nye beregningsværktøjer, siger Thomas Hofman-Bang.

Abstrakt kobling

Erfaringerne fra de virksomheder, der allerede har været med i et forløb viser, at særligt koblingen mellem klimaaftryk og cirkulær økonomi er abstrakt, og derfor skal udvidelsen af projektet også sikre, at virksomhederne får hjælp til at kortlægge og reducere materialeforbruget.

Læs også

DI: Det haster med at få sat gang i offentlige energirenoveringer

Med de nye elementer, der udvikles i starten af 2025, forbliver programmet aktuelt for både virksomheder, der først skal til at i gang med arbejdet nu, og for dem der tidligere har været igennem et Klimaklar-forløb og nu ønsker at intensivere indsatsen.

Relateret indhold