1,4 km kabel: Bravida vinder opgave på Frederiksberg til 86 millioner

Bravida har mangeårig erfaring som partner på store infrastrukturprojekter, hvor service- og installationsvirksomheden er involveret i arbejde for blandt andet Energinet, Nexel, Storebælt, Banedanmark og DSB.

Bravida har netop underskrevet en aftale med CTR, Centralkommunernes Transmissionsselskab, der betyder, at teknikentreprenøren fra marts 2025 skal i gang med et stort projekt på Frederiksberg.

Aftalen indebærer etablering af 1,4 kilometer langt kabel til ny fjernvarmeforsyning, der er planlagt til at løbe fra Lindevang Station til Stæhr Johansens vej 38.

Læs også

Bravida vil skabe Nordjyllands største og bedste teknikhus

– Tilbuddet har været under udvikling i mere end et år, og vi er glade for, at vi er blevet betroet denne opgave. Det er endnu et bevis på, at Bravida er en værdsat samarbejdspartner på store infrastrukturprojekter, siger Ole Høgh, der er direktør for Region Infrastruktur hos Bravida Danmark.

– Vi er blevet udvalgt gennem en omfattende tilbudsproces, hvor vi har bidraget til tekniske afklaringer, der gør det muligt at levere en stabil og fremtidssikret forsyningsløsning, tilføjer han.

Væk med gamle oliekedler- og tanke

Konkret skal Bravida nedlægge et nyt 132 kV kabel, der skal benyttes til fjernvarmeforsyning.

I dag leveres fjernvarmen via olie- og gaskedler, men fremover skal fjernvarmen leveres via to nye elkedler. Derfor fjerner man de gamle oliekedler- og tanke på Stæhr Johansens Vej, mens entreprenøren leverer og installerer elforsyning til de to nye elkedler, der sikrer en grønnere og mere vedvarende forsyning af fjernvarme til borgerne på Frederiksberg.

Læs også

Bravida åbner kontor i lufthavnen: De bedste samarbejder bygger på tillid, og det kræver tilstedeværelse

Det er Bravidas opgave at projektere og dimensionere arbejdet og sikre, at alle tilladelser er til stede ifm. omlægningen af kritisk el-infrastruktur. Samtidig skal virksomheden koordinere med alle interessenter på strækningen for at opgrave og nedlægge kabler.

Det betyder tæt samarbejde med Energinet om bl.a. kabeltilslutning, signaludveksling og beskyttelsesrelæer.

Underentreprenør til gravearbejde

Bravida leverer dimensionering, projektering, levering og installering af den nye installation, mens man har indgået et samarbejde med en underentreprenør på gravearbejdet.

Arbejdet opstartes til marts 2025, og opgaven med at opgrave og nedlægge de nye 132 kV kabler forventes at tage omkring 8 måneder.

Læs også

Bravida Danmark præsenterer ny HR-direktør

I slut 2025 forventer CTR derfor at påbegynde arbejdet med at fjerne de gamle oliekedler og tanke, hvorefter Bravida kan etablere 132 kV station med transformer og 10 kV koblingsudstyr, der tager omkring 1 år.

I slutningen af 2026 bliver projektet afleveret og driften bliver testet. Projektet forventes derfor at blive afsluttet medio 2027.

Relateret indhold