1.000 kvm stort datacenter opføres på havnen i Aalborg

It-virksomheden Netics nye datacenter i Port of Aalborgs erhvervspark skal blandt andet køre på ren vindmøllestrøm og vil på sigt kunne sende overskudsvarme ud i fjernvarmenettet.
Datacentre bruger meget strøm, og derfor føler Netic sig forpligtet til at være grøn alle de steder, virksomheden kan. Foto: Netic.
Datacentre bruger meget strøm, og derfor føler Netic sig forpligtet til at være grøn alle de steder, virksomheden kan. Foto: Netic.

I disse år investerer Port of Aalborg betragteligt i virksomhedens erhvervspark i Aalborg Øst, og blandt investeringerne er en ny udstykning på i alt 140.000 kvm med navnet Ankeret.

Til april vil it-virksomheden Netic her kunne tage sit fjerde datacenter på landsplan i brug. Det 1.000 kvm store datacenter skal være med til at sikre driften af de it-systemer, som Netic varetager for adskillige større danske virksomheder og offentlige organisationer.

– Det har været en positiv og interessant proces at arbejde sammen med Netic om at finde den mest optimale løsning for datacentret, siger Senior Commercial Manager, Real Estate, hos Port of Aalborg, Jeppe Faber, og tilføjer:

– Samtidig passer projektet i kraft af sin energiforsyning og muligheder for at bidrage positivt til fjernvarmenettet i fremtiden rigtig godt ind i vores ambitioner om på sigt at skabe et erhvervsområde præget af grøn forsyning, partnerskaber, symbioser og frit ressourceflow mellem virksomheder og de omkringliggende aktører.

Forpligtet til at være grønnest muligt

Datacentret opføres i samarbejde med Port of Aalborg og efterlever en lang række krav til både udstyr og energiressourcer. Blandt andet er datacentret efter Netics ønske projekteret til udelukkende at køre på vindmøllestrøm, ligesom det er bygget efter den såkaldte Tier 3-standard:

– Vores datacentre bruger meget strøm, og derfor føler vi os forpligtet til at være grønne alle de steder, vi kan. Derfor er vi meget glade for, at vi i tæt samarbejde med Port of Aalborg er lykkedes med at udvikle og opføre et state-of-the-art datacenter drevet af ren vindenergi, mens det samtidig er forberedt til i fremtiden at kunne sende overskudsvarme ud i fjernvarmenettet, såfremt det kunne blive aktuelt, siger CEO hos Netic, Steen Jensen.

På sigt er det Netics plan, at andre virksomheder også kan leje sig ind i datacentret.

Relateret indhold