Det kan måske lyde provokerende, men det er ikke desto mindre en sejlivet påstand, at udenlandske entreprenører langt oftere snyder på vægten og ryger ud i tvister og retssager end de danske entreprenører.
Det er også rigtig nok, hvis man kigger ud over historien, at rækken af udenlandske entreprenørers tvister og konflikter er ganske omfattende og lang.
Senest den 9. oktober, hvor det kom frem, at Danmarkshistoriens største anlægsprojekt Femern-tunnelen, nu også bliver ramt af en større voldgiftssag på ca. en halv milliard kroner.
Tillid er det dyreste guld i bygge- og anlægsbranchen
Bag kravet mod bygherren Sund & Bælt står seks udenlandske virksomheder fra konsortiet FLC – godt nok har de seks selskab følge af danske Aarsleff, men Aarsleffs deltagelse har altså ikke forhindret konsortiet i at hoppe ud i den første og sikkert ikke sidste voldgiftssag på dette store og komplekse projekt.
Mindre end 10 % holder tid og økonomi
Udenlandske entreprenørvirksomheder lægger og har lagt et langt spor af tvister og konflikter bag sig i Danmark: Storebæltsbroen, det første metroprojekt M1 og M2, M3 Cityringen, Niels Bohr-bygningen, Storstrømsbroen, letbaneprojektet i Odense, flere af hospitalsprojekterne, særligt Bispebjerg Hospital osv. osv. Listen er lang, og tendensen er umiddelbart påfaldende.
Den skarpe og dybdegående årsagsanalyse er endnu ikke lavet.
Men ifølge professor Bent Flyvbjerg viser omfattende data fra hele verden, at meget få af disse projekter rammer plet på tid og økonomi. Faktisk mindre end 10 %, og så er jo kun konfliktsporet tilbage, hvis en bygherre er bundet af et budget og ikke evner at afsætte flere midler end beregnet.
Vi har brug for mere åbenhed om erfaringerne fra problemfyldte projekter
Med til historien hører også, at tilkomsten af udenlandske entreprenører i Danmark bunder i, at flere af de større og mere komplekse anlægsprojekter startende med Storebæltsbroen tilbage i 90’erne ikke har kunnet gennemføres af danske entreprenørvirksomheder alene.
Dertil er de danske entreprenørvirksomheder generelt for små og i visse tilfælde ikke specialiserede nok. For eksempel er der ingen danske entreprenørvirksomheder, der kan bore tunneler med såkaldte tunnelboremaskiner til metroen, og ingen danske virksomheder ville have kunnet udgrave tunnelrenden i Femern-bæltet.
Så i takt med, at vi har bygget større og mere komplekst, har vi haft brug for at udenlandske entreprenørvirksomheder kommer til landet og byder sig til.
Hvem har skylden for lidt for skarpe priser?
Måske har der også været en tendens til, at nogle af de førnævnte projekter, der er blevet vundet af udenlandske virksomheder, er blevet vundet på grund af skarpe tilbud på prisen jf. udbudslovens betingelser. I visse tilfælde – i bagklogskabens lys – måske lidt for skarpe.
Hvem har så skylden for det? Ja, noget af det bliver jo afklaret i stigende grad gennem voldgifter i Danmark og i udlandet. Voldgiftsnævnets statistik viser da også, at antallet af sager er steget ganske voldsomt de seneste 10 år.
Men det tager tid og koster mange penge, og alle er vist enige om, at det ikke i sig selv er en målsætning, at projekterne skal ende i dyre og opslidende voldgifter.
Så er den gal igen: Supersygehus bliver 1 milliard dyrere
Så hvad med de danske bygherrer, der beskriver og udbyder projekterne og sætter en prisramme. Har de haft de fornødne evner og kompetencer til at beskrive, styre og lede større komplekse projekter?
Har de været i stand til at sætte en realistisk prisramme? Er vi som stat, regioner og kommuner selv gode nok til at håndtere den udfordring, særligt hvis vi har tildelt projektet til en udenlandsk entreprenør eller et udenlandsk konsortium, som aldrig har sat deres ben i landet før?
Vi er nødt til at kigge indad
Det er nemt og tillokkende blot at skyde skylden på de udenlandske virksomheder og beskylde dem for ”dårlig moral” – fanden hytter sine. Men det jo ikke en ærlig og redelig og fuldstændig forklaring.
Der er eksempler på, at danske anlægsprojekter har været for dårligt forberedt og dermed urealistisk prissat. Og en række af disse projekter er efter min mening kun blevet gennemført, fordi udenlandske entreprenører er kommet med en måske naiv og for optimistisk indstilling om, ”at nu går vi i gang, og så kan man kan løse problemerne hen ad vejen”.
Erhvervslivet sander til i byrder, mens regeringen taler
Så i Danmark bliver vi også nødt til at kigge indad og reflektere, om vi kan blive bedre til at udbyde og styre projekter og sikre at de udenlandske entreprenører bliver ved med at deltage.
For også i fremtiden har vi hårdt brug for, at udenlandske entreprenører har mod på at byde sig til og ikke er blevet skræmt væk af historien og risikoen for konflikter og tvister og lange omkostningsfulde voldgiftssager.
