For nylig vedtog regeringen sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet en ny aftale om en national strategi om asbest.
De skal have ros for bl.a. at sætte svindel med asbestprøver i søgelyset, men lad os være ærlige:
De store problemer løses ikke ved blot at indføre mere kontrol blandt håndværkere eller forbyde højtryksspuling af tage med asbest.
Nye asbestkrav fra næste uge – igen er tilsynet meget sent ude
I stedet burde folketingspolitikerne rette deres opmærksomhed mod situationen i landets 98 kommuner, hvor en manglende national rettesnor for asbesthåndtering overlader hver kommune til selv at navigere i spørgsmålet om asbestaffaldshåndtering og -sortering.
Derudover er det afgørende, at der tages højde for den indvirkning, en national strategi for asbest vil have, især på landdistrikterne, der sandsynligvis vil opleve betydelige konsekvenser. En harmoniseret lovgivning kan sikre en mere ensartet og effektiv tilgang på tværs af landet, hvilket for nuværende er en udfordring for den enkelte kommune.
Uretfærdigt, dyrt og direkte skadeligt
Når asbest skal bortskaffes, er det kommunerne, som lægger retningslinjerne for det, og det har skabt en jungle af forskellige tilgange i kommunerne.
Nogle kommuner sorterer effektivt og miljøansvarligt. Andre blander rene fibercementplader, som kan genbruges, med de asbestholdige og sender det hele til deponi.
Når rene materialer ender i deponi, er det ikke bare spild – det forværrer problemerne med overfyldte depoter, som der i forvejen er blevet advaret om.
Oven i det hele bliver minkfarmene – mange med asbesttage – løbende nedrevet, hvilket sætter deponierne under yderligere pres.
Der er asbest i hvert fjerde vådrum – men kun få autoriserede murere til at fjerne det
Der er også stor forskel i prisen for at komme af med asbest. Hvor det i nogle kommuner er gratis, kan det koste mange tusinde kroner pr. ton i andre kommuner. Det er der ikke meget national asbeststrategi over, og det reducerer ikke trangen til snyd med asbestprøver eller dumpning af asbestaffald i naturen.
Alligevel accepterer vi, at kommunerne fortsætter med at “gøre som de plejer”. Det skaber usikkerhed blandt håndværkere og boligejere, som ikke ved, om de kan komme af med ren fibercement uden at behandle det som asbest, og dermed skabes der et konkurrenceforvridende system.
Det sjællandske affaldsselskab AffaldPlus, nordvestjyske Thy Forsyning og andre har ellers vist, at det er muligt at sortere fibercement uden risiko. Sådan en løsning kunne rulles ud nationalt i morgen, så hvorfor gør vi det ikke? Det kræver blot, at landspolitikerne træder i karakter og stiller krav, der gælder i hele landet.
Boligejere betaler prisen – især i landdistrikterne
I Mette Frederiksens nytårstale berørte hun problemet med den ulige mulighed for at låne til og belåne et hus i dele af landet, men den nationale strategi om asbest kan være med til at skævvride boligmarkedet yderligere.
Estimater fra BBR-registret viser, at op imod 800.000 tage indeholder asbest, og hovedparten af disse ligger i landdistrikterne, hvor boligpriserne er lave og netop mulighederne for at belåne huset kan være begrænsede.
Dagens Byggeri: Alle har et ansvar for et godt arbejdsmiljø
Derfor har mange boligejere udsat udskiftningen af ældre tage med asbest ved at højtryksspule og efterfølgende male taget. Fra et sundheds- og miljømæssigt perspektiv er det rigtigt og nødvendigt at stoppe denne praksis, som både kan beskadige taget og sprede farlige asbestfibre.
Men når muligheden for at levetidsforlænge taget forsvinder, uden at der følger løsninger med, risikerer mange boligejere – særligt i landdistrikterne – et markant værditab.
I yderste konsekvens kan de blive stavnsbundet, fordi huset ikke kan sælges, og økonomien ikke rækker til et nyt tag. Resultatet kan blive flere forfaldne tage, hvilket både skader boligmassen og miljøet og dermed modarbejder intentionen bag regelstramningerne.
Lærlinge udsat for dårligt arbejdsmiljø i tv-program: “Fuldstændig horribelt”
Alle er enige om, at asbest skal udfases ansvarligt, og at dem, der arbejder med materialet, skal beskyttes. Men det kræver, at reglerne følges op af en mere ensartet praksis og reel hjælp til de boligejere, der rammes hårdest.
Kravene til sortering og håndtering af asbest bør ensrettes nationalt, så fibercement uden asbest genbruges i stedet for at blive gravet ned. Samtidig skal priserne for bortskaffelse harmoniseres, så boligejere ikke mødes af vidt forskellige priser alt efter kommune.
Endelig bør politikerne give en økonomisk håndsrækning til udskiftning af asbesttage. Det vil både styrke landdistrikterne, forebygge økonomisk fastlåsning og skabe et stærkt incitament til at energiforbedre ældre boliger.
