Windoor Danmark lancerer altanpartner-koncept

Altanleverandøren Windoor Danmark introducerer et nyt koncept, der kaldes Altanpartner og henvender sig til landets mindre entreprenørvirksomheder.
Altanmontage på Frederiksvej, Frederiksberg. Pressefoto.
Altanmontage på Frederiksvej, Frederiksberg. Pressefoto.

Altanleverandøren Windoor Danmark introducerer konceptet, Altanpartner, som skal give landets mindre entreprenørvirksomheder en god mulighed for at komme ind på altanmarkedet.

Windoor Danmark er en del af koncernen WinGroup AG.

– Det er med stor glæde, at vi kan præsentere vores nyeste strategiske satsning, Altanpartner. Et koncept, hvor vi leverer vores åbne altaner til en række partnere, som står for montage og kontakt til slutkunden, fortæller Michael Jensen, salgs- og markedschef i Windoor Danmark, der leverer altanerne som færdige byggesæt, der ifølge Windoor Danmark er lige til at montere.

Partnerskabet giver ifølge Michael Jensen gode muligheder for mindre virksomheder, som ønsker at udvide forretningen.

– Samtidig gavner det slutkunden, når det kommer til prisniveauet, lyder det videre fra ham.

HAn fremhæver, at altanmarkedet er præget af få, men store spillere.

– Vi vil gerne give de mindre entreprenørvirksomheder mulighed for også at komme ind på markedet, siger han.

Beregning og CE-mærkning

Samtlige Windoor-produkter er ifølge Michael Jensen grundigt beregnet og godkendt af eksterne rådgivende ingeniører, mens alle stålkonstruktioner er CE-mærkede.

– Derfor er det også alfa og omega, at Altanpartnerne har den nødvendige viden og kan udføre en 100 procent sikker altanmontage. For at sikre det, tilrettelægger vi et uddannelsesforløb som en del af opstartsfasen, hvor både teori og praksis er på skemaet. Forløbet planlægges individuelt, så vi sikrer, at alle har de rette kompetencer, siger Michael Jensen.

Løbende support

Når Altanpartnerne har været på skolebænken, står den på løbende support og sparring.

– Vi tilbyder eksempelvis teknisk support, når ansøgningen om byggetilladelse skal udarbejdes. Det er vigtigt for os opbygge gensidige partnerskaber ? både fagligt, men også socialt mellem Altanpartnere og vores medarbejdere, siger Michael Jensen.

Lokale Altanpartnere

En væsentlig del af Altanpartner-konceptet er også, at slutkunden kan gøre brug af en lokal altanmontør.

– Det geografiske udsnit af partnere skal være bredt. Vi vil gerne kunne tilbyde slutkunden et samarbejde med en fra lokalområdet, forklarer Michael Jensen.

Indtil videre har syv entreprenører meldt sig under fanerne som Altanpartnere. Håbet er at nå omtrent det dobbelte, så både kapaciteten og den geografiske dækning er stor.

Relateret indhold