Visionerne vokser sig større for et nyt campus i Ørestad

Endnu en uddannelsesinstitution vil være med i samarbejdet med By & Havn og TEC om at etablere en ny uddannelsescampus i København.
Mennesker i hvide kitler færdes i en grøn gård. I centrum giver en mand hånd med en anden mand som sidder i kørestol.
SOSU H udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik.

Et kreativt og levende uddannelsesmiljø kan være på vej til Ørestad.

Sådan skrev vi her på Dagens Byggeri d. 10. september om et nyt campus, som By & Havn bakker op om.

Nu melder så også uddannelsesinstitutionen SOSU H sig på banen og ønsker at være en del af det nye campus i Ørestad.

Læs også

Züblin vinder kontrakt på prestigebyggeriet Ny Ørestad Kirke

SOSU H udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik, færdiguddanner omkring 1.400 elever om året, og med det stigende behov for faglært arbejdskraft i sundhedssektoren forventer uddannelsesinstitutionen vækst i antallet af elever i de kommende år.

– By & Havn hilser SOSU H varmt velkommen i samarbejdet om at tiltrække flere erhvervsuddannelser til en ny campus i Ørestad. Jo flere uddannelser, jo mere synergi kan der skabes på tværs af uddannelserne og skabe liv i lokalmiljøet i Ørestad og på Amager. Vi arbejder på, at flere uddannelsesinstitutioner bliver en del af samarbejdet, siger adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

I dialog med kommunen

Visionerne tæller fællesområder som værksteder, udearealer og kantine samt oprettelsen af et EUD-kollegie, der tilsammen kan skabe et stærkt, kreativt og inspirerende elevmiljø på tværs af forskellige uddannelser og lokalmiljø.

By & Havn er sammen med SOSU H og TEC i dialog med Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om den kommende lokalplan for Hannemanns Allé, som skal indeholde campus, boliger og erhverv.

Læs også

Træmoduler skal danne rammen om 341 nye lejligheder i Ørestad

Næste skridt er startredegørelse – en indledende politisk behandling – som parterne er i gang med at udarbejde materiale til.

Lokationen, som undersøges, ligger på Hannemanns Allé i Ørestad Syd overfor Royal Arena og tæt på Ørestad Station og Metrostation.

Relateret indhold