Om få år vil et stykke Frederiksberg-historie være, ja historie. For efter mere end 100 år som hospital skal området mellem Nordre Fasanvej, Neylandsvej og Tesdorpfsvej med udgangen af 2026 omdannes til et nyt bykvarter.
Og planen er nu klar, efter at Team Effekt bestående af Effekt, Arkitema, Cowi, Gemeinschaft og creator projects har vundet konkurrencen om at udvikle grunden.
Ifølge visionen for området skal der skabes et åbent, imødekommende, grønt og blandet område, hvor ‘Liv og ro forenes i et bykvarter med bæredygtige fremtidsløsninger og sin egen identitet’, lyder det.
– Vi er meget stolte og beærede over at få lov til at arbejde med at udvikle Frederiksberg Hospital til en bydel for alle, fortæller Tue Hesselberg Foged fra team Effekt og fortsætter:
– Frederiksberg Hospital emmer af mere end 100 års historie med smukke bygninger, enorme trækroner og særlige steder. Derfor har vi udviklet en plan, hvor det nye gror ud af det gamle, hvor de eksisterende bygninger og træer bevares og danner rammerne for ny udvikling.
Videre siger han, at bydelen stort set vil blive bilfri i fremtiden, asfalt vil erstattes med nye grønne områder og en ny park, Hospitalshaven, vil i fremtiden invitere hele byen indenfor:
– Vi glæder os rigtig meget til at hjælpe Frederiksberg Kommune og borgere med at skabe et grønt fyrtårn, der kan være med til at vise vejen for, hvordan vi kan bo sammen og leve bæredygtigt i vores byer.
Mange inputs fra borgerne
I anden halvdel af 2022 skal vinderteamet bearbejde og færdiggøre udviklingsplanen i samarbejde med Frederiksberg Kommune, og her glæder borgmester Michael Vindfeldt sig over det ambitiøse udviklingsforslag for området:
– Med team Effekts forslag får vi samtidig en ny stor park; Hospitalshaven, som det kommende grønne hjerte i midten af Hospitalsgrunden. Jeg er også meget glad for de mange gode input, vi har fået fra borgerne undervejs, som blandt andet bekræfter, at vi skal bevare de elementer, der gør området unikt. For eksempel de flotte bygninger og gamle træer, der giver området sin helt særlige stemning og karakter som en grøn og smuk oase midt i byen.
Et kvarter, der lever
Formand for By- og Erhvervsstrategisk udvalg Lone Loklindt er også glad for på de mange gode drøftelser med borgerne:
– Team Effekt har på meget flot vis indarbejdet borgernes ønsker om skabe lys og luft omkring de kommende minikvarterer og liv mellem husene med plads til fællesskaber. Det giver os et stærkt grundlag for at bearbejde forslaget til den endelige udviklingsplan, siger hun og fortsætter:
– Når man om 15-20 år går rundt i denne bæredygtige bydel, er det min drøm, at vi ser et kvarter, der lever, har masser af kunst, kultur, idræt, sundhed og bevægelse, men hvor vi også har sat nye standarder for fællesskabsorienterede boformer, herunder en revitalisering af andelstanken. Med dette vinderforslag er sporene lagt til, at den drøm kan blive til virkelighed.
Udviklingsplanen for Hospitalsgrunden forventes at blive vedtaget politisk i 2023.