Det nye boligområde Kvægtorvet midt i Slagelse er begyndt at tage form.
På historiske industriarealer opfører PFA Ejendomme 324 DGNB-guld certificerede boliger til både familier og unge.
Læs også: 11 danske pragtprojekter nomineret til europæisk arkitekturpris
DEAS Asset Management er udvikler og bygherrerådgiver på projektet, og de første 38 familieboliger er nu færdigbyggede og klar til modtagelse:
– Det er en utrolig spændende opgave at udvikle et helt nyt og moderne boligområde som Kvægtorvet, der vil emme af liv midt i Slagelse. Målet har været at skabe et boligområde, der forener arkitektur, fællesskaber og grønne arealer, siger Peter Voergaard, Development Manager, DEAS Asset Management.
– Slagelse gennemgår en spændende udvikling i disse år med bl.a. et stigende antal studerende, og vi kan konstatere, at der allerede er stor interesse for boligerne på Kvægtorvet, tilføjer han.
Visionerne realiseres
Ejendomsdirektør Michael Bruhn, fortæller, at for PFA Ejendomme er det vigtigt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter boliger til unge studerende og samtidig skabe et område, hvor der er plads til både familier, unge og seniorer:
– Vores mål med Kvægtorvet er at skabe et unikt boligområde, der kommer til at samle generationerne i Slagelse, og den målsætning er godt på vej.
– Det er glædeligt at se de første færdigbyggede boliger, fordi det viser, at DEAS er i færd med at realisere vores visioner for området med ansvarlige løsninger og et stort fokus på ESG, siger han videre.
Læs også: Se dem her: De nye metrostationer binder København bedre sammen
Foruden de 324 boliger, bygger PFA Ejendomme sammen med OK-Fonden desuden 32 seniorboliger, et seniorbofællesskab med 30 boliger og fælleshus samt et friplejehjem med 75 plejeboliger.
Samtlige boliger, der varierer fra 32 til 108 m2 med 1-4 værelser i hver bolig, i Kvægtorvet forventes at være færdigbygget til sommeren i 2024.
Jorton er totalentreprenør på projektet, mens AART (Mangor & Nagel) er arkitekter, og ingeniør er ABC Rådgivende Ingeniører.