Viborg forbereder projekt til 250 millioner kroner

Mercantec, Viborg Kommune og Realdania udskriver sammen en projektkonkurrence om nyt gymnasium og banebro til i alt 250 millioner kroner.
Den nye banebro får et anlægsbudget på cirka 60 millioner kroner. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten.
Den nye banebro får et anlægsbudget på cirka 60 millioner kroner. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten.

Viborg Banebro

  • Længde i alt ca. 230 m.
  • Anlægssum: Ca. 60 mio. kr.
  • Ibrugtagning ultimo 2018

Til september udskrives konkurrencen om et nyt midtbygymnasium og en banebro i Viborg Baneby. Den endelige vinder udpeges i marts 2016, og de to projekter ventes at stå klar i slutningen af 2018.

Banebroen bliver den cykel- og gangbro, der kommer til at gå på tværs af jernbanen fra biblioteket til den nye bydel syd for banen. Midt på denne strækning vil broen koble sig på det kommende midtbygymnasium, der får omkring 1.100 elever og 110 ansatte.

Banebroen kan være med til at kickstarte udviklingen af Banebyen.

Lars Autrup Projektchef hos Realdania

Det er Mercantec – Viborg Kommunes største uddannelsesinstitution – Realdania og Viborg Kommune, der sammen står bag projektet, og hos Realdania lægger man vægt på banebroens betydning for den fremtidige udvikling af Viborg Baneby, der er et tidligere erhvervsområde syd for jernbanen.

Skal binde byen sammen

– Det er med høje ambitioner, Realdania bidrager til arkitektkonkurrencen, hvor vores fokus især er på den nye banebro, der skal binde Viborg midtby ordentligt sammen med det tidligere erhvervsområde syd for banen. Den skal nemlig ikke blot være det fysiske koblingsled, men også et spændende byrum, som gør bevægelse og ophold nemt og attraktivt for fodgængere og cyklister. Banebroen kan derved være med til at kickstarte udviklingen af Banebyen, siger projektchef hos Realdania, Lars Autrup.

Også Mercantec-direktør Kirsten Holmgaard ser det fælles udspil som en kæmpe gevinst.

– Vi glæder os over, at vi nu kan bygge Danmarks mest moderne gymnasium med optimale muligheder for moderne pædagogiske læringsmetoder. De fysiske rammer vil afspejle fremtidens gymnasiale ungdomsuddannelse, som giver eleverne et forspring til de videregående uddannelser.

Relateret indhold