Vellykket kæmpetransport til Rigshospitalet

Natten til søndag ankom gangbro i fire kæmpe stålkonstruktioner til Rigshospitalet i København.
Til sammen skal de fire stålkonstruktioner danne en toetages gangbro. Foto: Sees Media.
Til sammen skal de fire stålkonstruktioner danne en toetages gangbro. Foto: Sees Media.

Natteravne i København kunne i weekenden møde en kæmpetransport med stålkonstruktioner, der hver vejer op til 24 tons og måler 25 meter i længden, over 5 meter i bredden og 3,5 meter i højden.

Natten til søndag blev fire store stålkonstruktioner transporteret til København. De kommer fra Polen og er kørt via Tyskland og Sverige frem til Rigshospitalet. Den tur har taget fire dage og er blevet eskorteret af både politi og diverse følgebiler.

Broen bliver udført i stål for at opnå så let en konstruktion som mulig …

Senior produktionschef Alex Andersen NCC

Der er i alt tale om fire stålkonstruktioner, der sammen skal danne en toetages gangbro, så man kan skyde genvej fra en fløj til en anden i den nye Nordfløj på Rigshospitalet og dermed undgå at komme ind til patientafsnittet. Broen skal spænde over Finsen’s strålebehandlingsafsnit til bekæmpelse af kræft.

– Broen bliver udført i stål for at opnå så let en konstruktion som mulig, der kan spænde de cirka 55 meter uden understøtning, som broen er lang. Hvis den skulle have været udført i beton, ville egenvægten have været væsentlig højere, siger Alex Andersen, senior produktionschef og specialist i stål fra NCC.

De fire brosektioner løftes på plads af to store mobilkraner, hvorefter de svejses sammen af NCC’s stålafdeling til én sammenhængende og frit spændende brokonstruktion, der måler 9,3 meter i højden, 3,5 meter i bredden og 55 meter i længden.

Relateret indhold