H+s aarhusianske kontor H+Aarhus skal de kommende fire år for Aarhus Universitet løfte den brede og komplekse opgaveportefølje, der spænder fra opførelse og ombygning af avancerede laboratoriebygninger og indretning af moderne undervisningsmiljøer til løbende vedligehold, restaurering og teknisk opgradering af den historiske universitetscampus.
Den historiske campus stiller store krav til forståelsen for både at bevare og udvikle de unikke rammer for forskning og undervisning.

Hele skallen er klar – universitetshospital når endnu en milepæl
En væsentlig del af indsatsen handler om at balancere funktionelle, nutidige behov med respekten for stedets arkitektoniske arv – ikke mindst i de fredede bygninger og den karakteristiske universitetspark, som er en integreret del af det samlede campusmiljø.
Med sig har H+ underrådgiverne Rambøll, Nerd Architects og Erik Brandt Dam Arkitekter.
Ikonisk arkitektur og klare visioner
– For os handler denne aftale ikke kun om at modernisere bygninger. Det handler om at videreudvikle et unikt universitetsmiljø, der kombinerer internationalt anerkendt forskning og moderne undervisning med stor respekt for de historiske og arkitektoniske rammer, siger Sammy Kiraz, der er partner og udviklingsdirektør i H+.

– Både i hver enkelt bygning som samlet campus fremstår Aarhus Universitet som noget helt særligt med sin ikoniske arkitektur og klare visioner. Det kræver derfor en særlig sammensætning af kompetencer for at skabe sammenhæng mellem kulturarv, højteknologiske faciliteter og brugernes behov. Og det er netop i det krydsfelt, at vi som rådgiverteam passer rigtig godt til universitets visioner for fremtiden, siger han.
Teknisk kompleksitet
En væsentlig del af Aarhus Universitets faciliteter består af laboratoriebyggeri og teknisk komplekse undervisnings- og forskningsfaciliteter. Det stiller særlige krav til totalrådgiverteamet, når det kommer til indeklima, installationer, forskningsudstyr og driftsoptimering:
– Driftsoptimering er et vigtigt redskab i vores bæredygtighedsstrategi. Det handler om at være på forkant, så vi ikke bruger vand og energi unødigt. Når vi har over 700.000 m2, tæller alle de små tiltag. Det handler om at holde driften skarp, siger René Bjerregaard, der er chef for Campusservice, Teknik og Projekter på Aarhus Universitet.

C.F. Møller sætter mennesker først på nyt tysk hospital
At holde driften skarp handler i høj grad om at tilpasse den brugernes adfærd, underbygger Jacob Spliid Bech, afdelingsleder fra Rambøll, som er underrådgiver på rammeaftalen:

– I virkeligheden handler det om sund fornuft i stor skala. Vi bygger løsninger, der ved, hvornår der er nogen hjemme, og så slukker vi for det, der ikke er i brug. Når bygningen automatisk justerer sig efter behov, undgår vi spild. Det er god drift, og det er sådan, vi bidrager effektivt til Aarhus Universitets klimastrategi, siger Jacob Spliid Bech.
– Forstår, hvem vi er som institution
For Aarhus Universitet har det været afgørende at vælge et rådgiverteam, der kombinerer stærk faglighed med indsigt i universitetets organisering og kultur:
– Vores forventning er, at vi har fået et rådgiverteam, der virkelig lytter og forstår, hvem vi er som institution. Vi har et klart indtryk af, at rådgiverne kender virkeligheden på et universitet og kan møde brugerne i øjenhøjde uanset om det er en forsker, en facility manager eller en studerende, fortæller René Bjerregaard, der er chef for Campusservice, Teknik og Projekter på Aarhus Universitet.

Efter stort vinduesskift vil dansk museum på UNESCO-liste
– Det er en særlig opgave at arbejde på en rammeaftale og for et universitet. Det kræver en særlig evne til at sætte sig ind i vores komplekse behov. Den erfaring og forståelse oplever vi, at hele rådgiverteamet har. Vi har også en forventning om, at teamet tør udfordre os fagligt og bringe deres erfaringer fra Københavns Universitet og DTU i spil, tilføjer han.