Fire teams er udpeget til at arbejde videre med og finde løsninger på, hvordan der kan skabes øget turisme en større del af året i den østjyske havneby Juelsminde. Det skal bl.a. ske ved at binde strand, havn og bymidte bedre sammen.
De fire udvalgte teams har nu frem til foråret til at komme med deres bedste bud på, hvordan de vil udvikle byen samt styrke Juelsmindehalvøen og kystlandet (Odder, Horsens og Hedensted Kommuner) som destination.
En by i vækst: Billund ønsker at udvide bymidten
Derved håber Hedensted Kommune at kunne tiltrække private investorer, der ønsker at bringe ferieboliger, oplevelsestilbud, butikker og restauranter til området.
De fire teams, der har kvalificeret sig til at byde ind på hovedentreprisen i byudviklingsprojektet er:
- Buus A/S med underrådgiverne Artelia, byMunch by- og landskabsdesign og Søgaard Consulting.
- Danjord i samarbejde med Aart Architects, Hird&Ko og WSP Danmark.
- OK Nygaard i samarbejde med Lytt Architecture, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Urban Creators.
- Nørgaard Anlæg i samarbejde med Rambøll Danmark
Særdeles lovende perspektiver
Den samlede sum til at føre projektet ud i livet er på 48 mio. kr. De 30 mio. kr. kommer fra hhv. EU’s Regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Hedensted Kommune har en egenfinansiering på 18 millioner kroner.
– Perspektiverne i Juelsminde er særdeles lovende. Der er godt gang i udviklingen allerede nu med flere nye boligområder og spændende butikker. Nu venter der nogle unikke år for hele Juelsminde, men også en interessant opgave for de involverede entreprenører og arkitekter. Samarbejdet om realiseringen af Juelsmindes potentiale glæder vi os til, og vi ser frem til udfordringen i at kombinere højvandssikring og byfornyelse på en måde, der giver mening for byens DNA, lyder det fra borgmester Ole Vind.
38 mio. kr. fra Kystpuljen
Den højvandssikring borgmesteren omtaler, er den kyst- og højvandssikring, der vil omfatte hele Juelsminde by mod vandsiden. Ved at højvandssikre vil ca. 1.400 borgeres boliger og virksomheder blive beskyttet mod en såkaldt 100 års-hændelse i 2073. Det svarer til, at der skal kunne håndteres en vandstand i kote 2,25 m.
Juelsminde fik i december sidste år knap 38 mio. kr. til det omfattende arbejde fra Kystpuljen. Læs mere om det herunder:
“En kæmpe lettelse”. Juelsminde får små 38 mio. kr. til kystbeskyttelse
Har kompetencerne i orden
Beslutningen om, hvem der i sidste ende skal stå for udviklingen af Juelsminde, bliver truffet i et samarbejde mellem blandt andet Juelsminde Havn & Marina, Juelsminde Visionsråd og Hedensted Kommune. Også Dansk Kyst- og Naturturisme er repræsenteret i udvælgelsesprocessen, ligesom en ekstern arkitekt er med som fagdommer.
Formand for Juelsminde Havn & Marina, Jonas Nonbo, siger:
– Der er ingen tvivl om, at det er fire stærke konsortier med kompetencerne i orden, som har budt ind på opgaven. Så vi ser frem til at komme i gang med næste fase, hvor vi skal mere i dybden og have udviklet konkrete idéer til, hvordan vi kan gøre Juelsminde endnu mere attraktiv samtidig med, at vi værner om byens historie og særlige maritime miljø.
Ingeniørkunst på E45 skal løsne trafikknuder
Vinderen af hovedentreprisen på det store byudviklingsprojekt præsenteres til april. Arbejdet sættes i gang i efteråret 2025 og forventes at stå på frem til sommeren 2027.