Ifølge bygherren Cloud City har det rådgivende ingeniørfirma lavet en regnefejl, der har bevirket, at prisen på p-kælderen under det eksklusive boligprojekt Harbour Gate ud til Limfjorden, bliver markant dyrere end ventet. Det skriver TV 2 Nord.
Harbour Gate er et boligbyggeri tegnet af BIG med 26 boliger, hvor de dyreste koster op mod 20 millioner kroner. Projektet er en del af Cloud City, og byggeriet er igang men er nu altså sat i bero.
– Vi havde Cowi til at stå for projektet, og de har beregnet hele kælderstrukturen og strukturen i huset. De har også hjulpet mig med at lave en beregning på prisen på p-kælderen, og den er desværre stukket rigtig, rigtig meget af, fortæller Martin Nielsen til TV 2 Nord.
Hos Cowi er man dog langt fra enige i den udmelding. I rådgivervirksomheden er man kede af at arbejdet opførelsen af Harbour Gate er sat i bero,
– Men vi er også meget ærgerlige over, at Martin Nielsen har den opfattelse, at Cowi er skyld i dette. Den opfattelse er vi meget uenige i, lyder det i et svar fra Cowi til TV 2 Nord.
Tilsyneladende er prisen på p-kælderen landet 18 millioner kroner højere end forventet, og det har fået Cloud City til at annullere de allerede indgåede købsaftaler.