Udvikling af Kokkedal Stationsområde er på skinner

Rum og Sophienberg Gruppen skal udvikle et 26.400 kvadratmeter stort område omkring Kokkedal station til en levende og bæredygtig bydel.
I bedømmelsesrapporten får projektet ros for at skabe karakter og kvalitet i byrummene, tilføre liv i øjenhøjde på flere tider af døgnet og for potentialet til at fremme trygheden på stationsområdet. Visualisering: Rum.
I bedømmelsesrapporten får projektet ros for at skabe karakter og kvalitet i byrummene, tilføre liv i øjenhøjde på flere tider af døgnet og for potentialet til at fremme trygheden på stationsområdet. Visualisering: Rum.

Om projektet

  • Omfang: Transformation af et 26.000 kvadratmeter stort stationsområde til ny bydel med 21.000 kvadratmeter bebyggelse i form af familieboliger, kollegieboliger, seniorbofællesskaber, friplejehjem, butikker, sundhedshus, café, fitnesscenter, parkeringshus og grønne byrum.
  • Opdragsgiver og grundsælger: Hørsholm Kommune.
  • Udvikler: Sophienberg Gruppen og EOS Partners v. Kristin Arendt.
  • Arkitekt: Rum og C.F. Møller Architects.
  • Landskabsarkitekt: BOGL.
  • Forventes færdig i 2024

Kokkedal Station er et trafikalt knudepunkt for 10.000 rejsende i hverdagen, men stationsområdet benyttes i dag primært til parkering og fremstår uforløst og energiforladt.

Det skal der ændres på. Hørsholm Kommune har i den forbindelse udråbt et vinderteam af en konkurrence, som skal føre visionen om en ny bydel ud i virkeligheden. Bydelen er allerede navngivet Kronholm, som er en kombination af Kronhjort og Hørsholm.

– I dag er stationsområdet et sammensat pendler-knudepunkt uden et tydeligt hierarki. Området skal nu samles i ét arkitektonisk greb, og historien om området skal genfortælles. Derfor navngiver vi også området på ny, fortæller partner i Rum, Claus Jensen.

Vinderprojektet tager afsæt i stationens naturlige omdrejningspunkt og vil skabe en bydel med varierede boligtyper, butikker og grønne byrum.

Mangfoldig bydel

Alle løsninger i vinderforslaget er skabt med udgangspunkt i det lokale- og samfundsmæssige fællesskab – blandt andet etablering af delebilsordninger, mulighed for, at naboer kan købe mad på plejehjemmet og fælles aktiviteter for beboerne. Opholdspladser, sundhedshus, fitnesscenter, café og butikker indbyder også pendlere til at blive en del af det daglige liv i bydelen.

– Projektet bidrager til et levende og varieret bybillede med en stor biodiversitet. Ved at tilbyde blandede boformer med blandt andet bofællesskab, mange varierede boligstørrelser, ungdomsboliger og friplejehjem sikrer vi en stor mangfoldighed i beboersammensætningen og et bedre bymiljø, siger kommerciel direktør og partner i Sophienberg Gruppen, Thue Stagsted.

Foruden Sophienberg Gruppen og Rum står også EOS Partners v. Kristin Arendt, C.F. Møller Architects og BOGL bag vinderprojektet.

Byudviklingens delprojekter afleveres løbende, og den nye bydel forventes at stå færdig i 2024.

Relateret indhold