I bydelen Amager Øst, tæt på kommunegrænsen til Kastrup, er der forandringer i horisonten. Det er ejendomsselskabet Balder, der har købt en 27.225 kvadratmeter grund langs metrolinje M2. Ønsket er at omdanne det tidligere isolerede erhvervsområde på Engvej og Jorisvej til et grønt og indbydende boligområde med rækkehuse og lejligheder med udadvendte facader.
Balder står allerede bag mange markante boligbyggerier som Fælledkanten i Ørestad Syd, Carlsbakken i Hillerød, Green Hills i Solrød og Lynghaven i Nærheden i Hedehusene.
Lokalplanen for området i Amager Øst gør det muligt at opføre ca. 35.500 kvm byggeri. Ca. 21.000 kvm forventes at bestå af lejlighedsbyggeri, mens en mindre del formentlig ender som rækkehuse. Der er også et alment plejecenter på ca. 10.000 kvm med i planerne.
Splinterny campus kan være på vej til Ørestad
Der stilles krav om, at der etableres mindst 25 % almene boliger, svarende til ca. 7.745 kvm af det samlede muliggjorte boligetageareal.
Hvis lokalplanen godkendes, får også Waldorf Skolen, der ligger mod nord i lokalplanområdet, mulighed for at udvide de i dag 2.371 kvm med knapt 2.160 kvm til samlet ca. 4.530 kvm.
Flere mindre matrikler
Området består i dag af flere mindre matrikler og sammenbyggede bygninger. Bebyggelserne ligger samlet centralt i området og er trukket tilbage fra Jorisvej og Engvej. Bygningerne er primært opført i en etage eller er haller med højt til loftet.
Området bærer præg af at være et af de sidste industri-/erhvervsområder i denne del af byen. For at videreføre dele af områdets karakter og historie er tre bygninger og en mur beliggende i skel udpeget som bevaringsværdige i lokalplanen.
Femetagers punkthuse
For at videreføre områdets eksisterende skala med lavt byggeri og etagebyggeri i
op til højst fire etager, må bygherrens ny bebyggelse opføres i højst fire etager. Dog kan der gives punktvise undtagelse, hvor der kan bygges op til fem etager.
Store visioner: Slidt bydelscenter skal bringes tilbage til livet
Området fastlægges ud over boligformål til butikker, restauranter, liberale erhverv, kollektive anlæg, institutioner, herunder botilbud og boliger til socialt udsatte (skæve boliger), samt andre sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige, kulturelle, religiøse, forsynings- og miljømæssige servicefunktioner, som er forenelige med anvendelsen til boliger.
Lokalplanforslaget skal nu i offentlig høring. Lokalplanforslaget vil blive forelagt for politikerne i første kvartal 2025. Hvornår byggeriet kan sættes i gang, vides endnu ikke.