Tre boligformer i ét byggeri

Alabu Bolig tog mandag 9. maj første spadestik til et 12.200 kvadratmeter byggeri i Aalborg, som skal indeholde både ungdomsboliger, familieboliger og ejerboliger.
Byggeriet får en god beliggenhed i Stormgade 11 tæt på Østre havn, Ø-gaderne og Aalborg midtby. Illustration: 2E Bolig Projektsalg
Byggeriet får en god beliggenhed i Stormgade 11 tæt på Østre havn, Ø-gaderne og Aalborg midtby. Illustration: 2E Bolig Projektsalg

100 ungdomsboliger, 31 familieboliger og 21 ejerboliger – fordelt på 12.200 kvadratmeter. Det er målet med det byggeri, som boligforeningen Alabu Bolig netop har taget første spadestik til – og som bliver taget i brug i marts 2018.

– Vi er utrolig privilegerede i Aalborg, hvor vi har mulighed for at blande boligformer og bringe forskellige mennesker, generationer og beboelsesformer sammen. Det tidligere mistrøstige syn i området bliver nu afløst af et moderne og levende boligområde på en attraktiv strækning, der nærmest er det første indtryk af Aalborg, når man kommer via Østre Allé og Nyhavnsgade, siger rådmand Hans Henrik Henriksen fra By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Plads til liv

Med den store variation i beboertyper er der lagt vægt på at skabe varierede og oplevelsesrige arealer med mulighed for enten at udfolde sig eller trække sig lidt tilbage fra byen på et grønt område på en plint dannet af dækket over parkeringskælderen eller på en stor tagterrasse.

– Der er mange nye og fine ungdomsboliger i Aalborg, men vi ønsker også at se den moderne familie, der ønsker at bo i byen. I det her byggeri kan man som ung starte i en ungdomsbolig og senere flytte videre i samme bebyggelse og ved en familieforøgelse etablere sig i en mere rummelig bolig, forklarer direktør Klaus Ringgaard fra Alabu Bolig.

Fællesarealer med udsigt

En mixet bebyggelse skal også gerne mixe folk sammen. Derfor bliver der anlagt en stor tagterrasse, et vaskeri og et fælleshus på tagetagen på sjette niveau. Fælleshuset på cirka 100 kvadratmeter skal skabe god tilgængelighed mellem boliger og opholdsarealer samt rumme fælles opholdslokaler med køkken, anretterkøkken, garderobe og toiletter, som kan danne rammer om fælles aktiviteter og oplevelser for beboerne, der kan nyde udsigten til Limfjorden.

Arkitektfirmaet NORD A/S har været totalrådgiver på den indledende fase med ingeniørfirmaet Frandsen & Søndergaard som underrådgiver. HP Byg står fremadrettet for totalentreprisen i samarbejde med Nørkjær + Poulsen, og Kuben Management er bygherrerådgiver. 2E bolig projektsalg står for at opføre ejerboliger og Rosseels Tegnestue er landskabsarkitekt.

Første spadestik blev taget mandag 9. maj. Foto: 2E Bolig Projektsalg.
Første spadestik blev taget mandag 9. maj. Foto: 2E Bolig Projektsalg.

Relateret indhold